Den 1. maj 2026

Hvornår må kommunerne tilbyde indsamling af husholdningslignende erhvervsaffald?

Kommunerne forestår som udgangspunkt håndteringen af affald, jf. miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 1.

Kommunerne må dog ikke etablere affaldsordninger for eller tilbyde indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 49 d, stk. 1.

Til denne undtagelse gælder der efter miljøbeskyttelseslovens § 49 d, stk. 3, tre situationer, hvor kommunerne alligevel godt kan tilbyde indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse, nemlig når affaldet er produceret:

  1. af virksomheder, der producerer affald, som i art og mængde svarer til en husholdnings,
  2. på øer uden fast broforbindelse, eller
  3. af kommunens egne institutioner og virksomheder.

I forhold til den første situation er spørgsmålet, hvilke virksomheder kommunerne nærmere bestemt kan tilbyde en kommunal indsamlingsordning til.

Bestemmelsen blev indført med lov nr. 898/2022. Efter den tidligere gældende ordning kunne kommunerne tilbyde virksomheder, der var beliggende i ejendomme med både husholdninger og virksomheder, at de kunne tilsluttes den kommunale indsamlingsordning for husholdninger.

Af forarbejderne til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 49 d, stk. 3, (LFF 2022.153), følger det umiddelbart, at der skal være tale om ”mindre virksomheder”, at der skal være tale om ”samme typer affaldsfraktioner… som kommunalbestyrelsen tilbyder til husholdninger i kommunen” samt at indsamlingen skal kunne ske i ”samme materiel og med samme tømningsfrekvens som husholdninger”.

Det følger også af forarbejderne, at formålet er at gøre det nemmere for mindre virksomheder at få indsamlet deres erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse, samt at det ikke er et krav, at samtlige affaldsfraktioner vil skulle svare til en husholdning, men at der for affaldsfraktioner, hvor mængden overstiger ”en husholdnings”, vil skulle benyttes en privat affaldsaktør eller følge de fastlagte regler for affald omfattet af udvidet producentansvar.

Der findes ikke nogen egentlig vejledning om fortolkningen af bestemmelsen. I Miljøstyrelsens guide til affaldstilsynet fra april 2025 fremgår det dog, at de kommunale ordninger kan bruges til husholdningslignende affald, hvis ikke virksomheden har mere af det end en typisk husholdning. Det fremgår, at virksomheder derfor som udgangspunkt bør have en privat indsamlingsordning til det husholdningslignende affald, ”hvis der er flere ansatte end 10 i virksomheden – medmindre de selv transporterer det til en kommunal genbrugsplads”.

Sammenfattende vil kommunernes vurdering af, om de kan tilbyde indsamling af husholdningslignende erhvervsaffald, skulle baseres på følgende elementer:

  • Om affaldet i art svarer til de fraktioner, der er omfattet kommunens indsamlingsordninger for husholdningsaffald (det vil sige fraktionerne i affaldsaktørbekendtgørelsens bilag 6).
  • Om mængderne svarer til en ”mindre virksomhed” (formentlig under 10 personer) og er svarende til ”en husholdnings”, samt at vurderingen heraf skal ske i forhold til den enkelte affaldsfraktion.
  • Om affaldet kan håndteres i samme i samme materiel og med samme tømningsfrekvens som husholdningsaffald.

På denne baggrund vil afflad fra arrangementer sjældent være omfattet af kommunens mulighed for at tilbyde indsamling af erhvervsaffald efter miljøbeskyttelseslovens § 49 d, stk. 1.

Det er Ankestyrelsen, der fører tilsyn med, at reglernes overholdes.

Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.