Den 24. juni 2026

Hovedpunkter fra firkløverregeringens regeringsgrundlag på energi-, klima- og miljøområdet

Advokatfirmaet Energi & Miljø har gennemgået regeringsgrundlaget på energi-, klima- og miljøområdet.

Vi kan se regeringen får travlt, hvis det hele skal nås. Regeringen har dog været så venlig allerede i regeringsgrundlaget at prioritere dets arbejdsopgaver. Vi har særligt noteret følgende initiativer, som vi har enkelte bemærkninger, overvejelser og spørgsmål til (markeret med kursiv). De initiativer som regeringen ifølge regeringsgrundlaget vil arbejde med først, er også nævnt først nedenfor.

Energi og forsyning

  • Mulighed for at fjernvarmenettet kan udbygges.
    • Er det alene det forhøjede tilskud til fjernvarmeudrulning eller er tilslutningspligten til fjernvarme på vej tilbage?
  • Følge op på varmeplanerne for at skabe større klarhed om fremtidige opvarmningsløsninger.
    • Det var på tide. Det øgede tilskud til fjernvarmekonverteringer kan give mulighed for at sikre, at flere af de planlagte projekter kommer i mål. Men Forsyningstilsynets seneste loft over anlægsomkostninger pr. tilsluttet forbruger skaber usikkerhed. Hvis der ikke skal være fjernvarme, kan elnettet så klare både de flere elbiler og varmepumper?
  •  Olie- og naturgasfyr skal udfases med sigte på fossilfri boligopvarmning senest i 2035.
    • Umiddelbart forstår vi det således, at udfasning kun kommer til at omfatte individuelle gasfyr og ikke de gasfyr, som fjernvarmeværker anvender som led i kollektiv opvarmningsløsning.
  • Akutplan for elnettet med prioritering af nettislutning til elnettet.
    • Projekter, der har stor betydning for energisystemet og danske borgeres hverdag, herunder varme og transport, og danske virk­somheders drift og konkurrenceevne, skal ifølge regeringsgrundlaget prioriteres.
    • Men der lukkes også op for at omfordele kapacitet.
  • Godkendelsesprocesser, herunder miljøgodkendelser, skal effektiviseres for at understøtte elektrificeringen.
    • Vi skal dog stadig huske, at vi er en del af EU og forpligtet til at beskytte de sårbare dyr og habitater også ved el-infrastrukturprojekter.
  • Initiativer, der kan fortsætte og eventuelt styrke den nuværende struktur i forsyningssektoren og vores kritiske infrastruktur.
    • Tænkes der fortsat på at gennemføre kravet om selskabsgørelse af affald- og varmeområdet? Det tror jeg.
  • Ny plan for energiinfrastrukturen med fokus på bedre udnyttelse og udbygning af elnettet.
    • Muligheden for direkte linjer mellem produktion og VE-anlæg kan blive udvidet, da der også tænkes en samplacering af produktions- og forbrugsanlæg. Vi kan dog kun håbe, da hverken direkte linjer eller interne net er blomster, der har groet i Energinet eller netselskabernes have.
  • Strategi for effekt tilstrækkelighed, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.
    • Kommer den kapacitetsbetaling mon?
  • Udbygningen af havvind i Nordsøen og Østersøen skal accelereres.
    • Ud på havet med vindmøllerne og helst ikke flere jernmarker.
  • Mulighederne for små modulære atomreaktorer skal undersøges.
    • ”Atomkraft? Nej tak”-bevægelsen kan genopstå.
  • Tidligere mål om 100 % grøn gas i 2030 fastholdes.
    • Skal den produceres i Danmark, skal tilskuddet til opgradering øges.
  • Plan for udfasning af importeret biomasse.
    • Er det mon derfor der skal plantes mere skov i Danmark?

 Miljø og natur

  • Nationalt sprøjteforbud i sårbare grundvandsområder.
    • Så kan vi vist godt lukke vores BNBO-afdeling her på kontoret.
  • Styrket beskyttelse af drikkevand og øget fokus på nitratforurening.
    • Bedre sent end aldrig.
  • Ny national strategi for råstoffer og cirkulær økonomi.
    • Mindre affaldsforbrænding og færre grusgrave?
  • Øget indsats for natur, biodiversitet og et renere vandmiljø.
    • Hvem kan være uenig her?

 

Vi hilser det nye regeringsgrundlag velkommen og glæder os allerede til at gennemgå alle de nye lovforslag.

Vi mangler dog en enkelt ting. Hvor blev forslaget om, at kommuner måtte sætte solceller op på kommunale tage m.v. uden selskabsudskille af? Forslaget var fremsat i periode 1 i Folketingsåret men ikke nævnt udtrykkeligt i regeringsgrundlaget? Måske er det en del af de forslag om, at kommuner skal have mere gavn af den grønne omstilling lokalt. Vi får se.

Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.