Udtalelse om ny-opførelse med henblik på udlejning til museum
Statsforvaltningen har afgivet udtalelse om lovligheden af Aarhus Kommunes påtænkte opførelse af udvidelser til ARoS-kunstmuseet med henblik på udlejning til ARoS. Statsforvaltningen udtaler, at den påtænkte ordning vil være i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne.
Udtalelsen er afgivet på baggrund af en henvendelse fra en advokat, som anmoder Statsforvaltningen om at vurdere, hvorvidt Aarhus Kommunes påtænkte opførelse af udbygningsprojektet ”The Next Level” til kunstmuseet ARoS er i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne. Der spørges i denne forbindelse også til, om det har betydning, hvis kommunen frivilligt lader sig momsregistrere som ejer af ejendommen, således at museets lejeindtægt kunne tillægges moms.
Det fremgår af udtalelsen, at Aarhus Kommune overvejer to modeller for etableringen af udvidelsen af museet. Denne ene model – som Statsforvaltningen anmodes at vurdere – går ud på, at Aarhus Kommune som bygherre opfører den nye bebyggelse i tilknytning til det eksisterende museum og herefter udlejer bygningerne til ARoS.
Statsforvaltningen udtaler indledningsvist, at det som hovedregel ikke er tilladt for kommunerne at drive virksomhed med f.eks. handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. En kommune kan derfor som udgangspunkt ikke opføre bebyggelse med henblik på udlejning. Det er dog fast antaget, at kommuner uanset udgangspunktet kan opføre bebyggelse med henblik på at anvende bebyggelsen som støtte til private, der varetager kommunale opgaver.
Statsforvaltningen gennemgår herefter museumsloven og ARoS’ vedtægter og udtaler, at museumsloven ikke er til hinder for, at kommuner kan yde støtte til museer, der ikke drives med profitformål. Statsforvaltningen konstaterer i denne forbindelse, at ARoS opfylder betingelserne for at være omfattet af lovens § 13 a, jf. § 14, stk. 1, nr. 1, der bl.a. omfatter kommunale museer og museer ejet af en forening, hvis formål er museets drift. Statsforvaltningen udtaler på baggrund heraf, at opførelsen af udvidelse til museet sker til et formål, som kommunen lovligt kan varetage indenfor kommunalfuldmagtsreglerne, hvorfor den påtænkte fremgangsmåde er i overens-stemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne.
Vedrørende spørgsmålet om moms bemærker Statsforvaltningen, at en eventuel frivillig moms-registrering ikke er til hinder for, at Aarhus Kommune lovligt kan støtte ARoS gennem opførelse af udvidelsen.
Statsforvaltningens udtalelse af 11. oktober 2016 (sagsnr. 2015 – 41138) kan læses her.