Stadfæstelse af påbud om forbedret vandkvalitet

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter vandforsyningslovens § 62, stk. 1, hvor Aalborg Kommunes påbud af 5. februar 2018 om forbedring af vandkvaliteten på en ejendom blev stadfæstet.

Påbuddet blev meddelt som følge af et for højt indhold af nitrat i drikkevandet på ejendommen.

Det følger af drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1 a, at grænseværdien for nitratindholdet er 50 mg/l. I den konkrete sag var indholdet af nitrat over grænseværdien i 6 ud af 7 analyserede prøver af drikkevandet i perioden 2014-2017. Nitratindholdet lå ved prøverne mellem 50-54 mg/l.

Klager anførte, at nitratindholdet kun udgjorde en mindre overskridelse af grænseværdien. Heroverfor blev det anført, at den angivne grænseværdi på 50 mg/l i drikkevandsbekendtgørelsen er den højst tilladelige værdi for nitrat.

Afgørende for nævnets afgørelse blev det, at ejendommens vandforsyning overskred drikkevandskvalitetskravet for nitrat, og at overskridelsen herudover var stabil henover en længere periode.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. september 2020 i sag 18/04964 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.