Sag om afvandingsforhold hjemvist til fornyet behandling

Miljø- og Fødeklagenævnet har i en sag truffet afgørelse den 29. august 2019, hvor nævnet kom frem til, at problemerne bag afvandingsforholdene bl.a. burde være undersøgt mere, hvorfor nævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Sagen drejede sig overodnet om dårlige afvandingsforhold omkring nogle marker.

Kommunen havde i den pågældende sag truffet afgørelse om, at dræn og grøfter på den pågældende ejendom var vedligeholdt i et omfang, der ikke forringede eller hindrede afvanding fra de opstrøms arealer. Det fremgår af afgørelsen, at kommunen har vurderet, at der ikke foreligger dokumentation for, at de afvandingsmæssige gener fra den østlige del af den tværgående grøft skyldes manglende vedligeholdelse af drænsystemet på den pågældende ejendom. Kommunen havde vurderet, at den østlige del af grøften ligger lavere end resten af systemet, og at dette var årsagen til, at den ikke afvander nedstrøms. Kommunen vurderede, at der ikke var forhold, der var i strid mod bestemmelserne om vedligeholdelse i vandløbslovens § 27, stk. 1, og at der derfor ikke var grundlag for at påbyde ejeren af den pågældende ejendom at udføre yderligere tiltag for at afvande den østlige del af den tværgående grøft.

Kommunens afgørelse blev imidlertid påklaget, idet klager bl.a. fandt, at afvandingsforholdene ikke var i orden. Klager har bl.a. anført, at der i våde perioder er så store gener, at dyrkningen af markerne er besværliggjort med tab af afgrøder til følge.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ved sin afgørelse ud fra en samlet gennemgang af sagens oplysninger, at det ikke med afgørelsen er tilstrækkeligt undersøgt, hvad de afvandingsmæssige problemer skyldes, og dermed ikke, hvordan de kan løses.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt endvidere, at det forhold, at bunden i den nye grøft ligger lavere end det tilbageværende rør, ikke i sig selv kan medføre afvandingsmæssige problemer, men at det kan medføre en opsamling af større mængder vand.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at der ved kommunens fornyede gennemgang af sagen bør foretages en gennemgang og vurdering af samtlige afvandingsmæssige interesser i det omhandlede vandløb, herunder vurderes, om der er foretaget tilslutninger til vandløbet og om disse er lovlige.

Såfremt der er sket yderligere tilslutninger, skal det vurderes, om den pågældende ejendom i sagen er forpligtet til at aftage dette vand og om røret har den fornødne kapacitet.

Derudover bør det undersøges, om der er jord/sediment i røret af et sådant omfang, at afvandingen ikke er tilstrækkelig, herunder om dette kommer fra den opgravede grøft på grund af uhensigtsmæssig udformning af denne. Ved vurderingen skal der tages højde for det ringe fald henover den pågældende ejendom, og for om der er tilført dræn m.v. til røret mellem indløbet og samlebrønden.

Miljø- og Fødeklagenævnets afgørelse af 29. august 2019 (18/09000) kan læses i sin helhed her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.