Rørlægning af åbent vandløb uden tilladelse
Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 5. februar 2020 truffet afgørelse i en klagesag over et påbud om genåbning af et vandløb. Kommunen havde i 2019 truffet afgørelse om, at ejeren af ejendommen, der havde tinglyst adgangsret til arealet langs det rørlagte vandløb skulle retablere vandløbet som åbent vandløb.
Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i sagen mulighed for at tage stilling til, hvorvidt der forelå et ulovligt forhold i forbindelse med et påbud efter vandløbslovens § 54 a.
Nævnet fandt, at rørlægning af en åben grøft er en regulering, som kræver vandløbsmyndighedens tilladelse, jf. vandløbslovens § 17.
Ved regulering af et vandløb, herunder en grøft, forstås en ændring af vandløbets skikkelse, herunder vandløbets forløb, bredde, bundkote og skråningsanlæg, medmindre foranstaltningerne er omfattet af kapitel 8 eller kapitel 10, jf. vandløbslovens § 16.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der i den konkrete sag er tale om et ulovligt forhold, idet der uden tilladelse er foretaget en regulering i form af rørlægning af et åbent vandløb. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke er tale om et forhold af ganske underordnet betydning.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede i øvrigt, at det følger af vandløbslovens § 82, stk. 6, at klage har opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet beslutter andet. Det var derfor Nævnets opfattelse, at kommunen burde have afventet Nævnets afgørelse, før kommunen udstedte nyt påbud, hvilket kommunen havde gjort ultimo 2019, om genåbning af vandløbet, uanset at det var oplyst i afgørelsen, at det ville være kommunens næste skridt.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse (19/08958) kan i sin helhed læses her.