Rensningsanlægs udbud var ikke i strid med udbudsloven

Sagen vedrørte Assens Rensning A/S (herefter Assens Rensning) udbud med forhandling efter udbudsloven om opførelse af et renseanlæg i totalentreprise. Der indkom tilbud fra to tilbudsgivere, Jacobsen & Blindkilde A/S + Envidan A/S (herefter Konsortiet) og Per Aarsleff A/S (herefter Per Aarsleff). Efter nogle forhandlingsrunder og afgivelse af det endelige bud besluttede Assens Rensning at indgå kontrakt med Konsortiet.

Per Aarsleff indgav herefter klage til Klagenævnet for Udbud.

Per Aarsleff gjorde i den forbindelse bl.a. gældende, at Assens Rensning skulle have afvist Konsortiets tilbud, idet et af moderselskaberne til Konsortiet havde underskrevet Konsortiets endelige tilbud og derved var indtrådt som yderligere deltager i Konsortier efter fristen for ansøgning om prækvalifikation.

Klagenævnet tog ikke klagen til følge. Det blev bl.a. begrundet med, at et af moderselskaberne til Konsortiet havde afgivet en erklæring om at ville stille alle nødvendige ressourcer til rådighed for datterselskabet. Moderselskabets underskrift på Konsortiets endelige tilbud måtte derfor efter Klagenævnets vurdering forstås som en bekræftelse af, at moderselskabet påtog sig at hæfte solidarisk med Konsortiet.

Per Aarsleff gjorde herudover gældende, at Assens Rensning skulle have afvist Konsortiets tilbud som ukonditionsmæssigt. Per Aarsleff begrundede dette med, at det ikke var muligt at opnå en angivet besparelse på udgifter til drift‐ og vedligeholdelse ved den tekniske løsning, som Konsortiet havde tilbudt. Klagenævnet tog heller ikke denne påstand til følge. Klagenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at de beregninger der var foretaget af Konsortiet, var behæftet med fejl. Herudover var der heller ikke grundlag for at antage, at Assens Rensning havde foretaget et åbenbart fejlskøn.

Ud over de anførte klagepunkter gjorde Per Aarsleff også gældende, at Assens Rensning havde overtrådt udbudsreglerne ved at foretage en sammenligning af Per Aarsleff og Konsortiets oplyste udgifter til drift og vedligehold. Klagenævnet tog ikke påstanden til følge. Klagenævnet henviste bl.a. til, at det er tilbudsgiveren, der har risikoen for fejl og uklarheder i sit tilbud.

Slutteligt gjorde Per Aarsleff også gældende, at Assens Rensning havde fejlvurderet Per Aarsleffs tilbud efter et af de kvalitative underkriterier. Heller ikke denne påstand blev taget til følge. Der var ikke grundlag for at antage, at evalueringen lå uden for rammerne af ordregiverens skøn.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 12. februar 2021, Per Aarsleff A/S mod Assens Rensning A/S, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.