Rådgiver erstatningspligtig for forsinkelser
Voldgiftsretten har afsagt kendelse den 20. december 2019, jf. sagsnr. C-14023, i en sag mellem bygherre og rådgiver.
Sagen vedrørte ombygning og udvidelse af et sygehus med regionen som bygherre. Rådgivningsydelsen beløb sig til kr. 25 mio. (8,9% af byggeudgiften).
Byggeriet blev forsinket og bygherre fremsatte krav om erstatning eller forholdsmæssigt afslag i rådgivningssummen.
Under udførelsen havde rådgiveren forsynet entreprenørens aftalesedler med årsagskoder – f.eks. projektændring, tilkøb, grænseflader eller projektmangel. Der var ikke knyttet nærmere retsvirkninger op på koderne.
Voldgiftsretten fandt, at brug af koden ”projektmangel” ikke kunne tages til indtægt for, at der faktisk forelå en projektmangel. Omfanget og beskaffenheden af og brugen af koderne ”projektmangel” og ”projektændring” kunne ikke medføre, at rådgiver var erstatningsansvarlig for projekteringsmangler.
Voldgiftsretten fandt dog, at rådgiveren bar en del af ansvaret for forsinkelserne, idet udbudstidsplanen reelt gav entreprenøren frit råderum og idet rådgiveren ikke havde grebet ind tidligere med en arbejdstidsplan.
Bevisbyrden for årsagssammenhæng og tab blev lempet, idet rådgiveren som led i sin rådgivningsydelser havde ansvar for at registrere og dokumentere de tabsbegrænsende omstændigheder, hvilket derfor lå denne nærmest at dokumentere.
Voldgiftsnævnet fandt, at der var lidt et tab på kr. 8,5 mio. (svarende til en aftalt tabsbegrænsning i forhold til forsikringssum), men at der ikke var grundlag for erstatning herudover.
Totalrådgiveren fik imidlertid medhold i et krav på ca. kr. 6 mio. i anledning af den forlængede byggetid, idet rådgiveren havde svaret erstatning for forsinkelsen, ligesom rådgiveren fik medhold i et krav om erstatning for uberettiget nægtelse af at frigive en garanti.