Ordregiver har ikke pligt til at søge uklarheder i tilbuddet afklaret
Påstand om fejlvurdering af tilbud ikke taget til følge.
Sagen vedrørte Region Hovedstadens Center for It’s (herefter RHC) miniudbud af en it-ydelse. Tildelingskriteriet ved miniudbuddet var bedste forhold mellem pris og kvalitet på grundlag af underkriterierne Kvalitet (70 %) og Pris (30 %). Til underkriteriet ”Kvalitet” var knyttet forskellige delkriterier, herunder forskellige, vægtede, kvalitative evalueringskrav.
Efter indgivelse af tilbud fra leverandørerne valgte RHC at indgå aftale med Peytz & Co. A/S. Magenta ApS – der også have indgivet tilbud – indgav herefter klage til Klagenævnet for Udbud. Magenta ApS gjorde bl.a. gældende, at RHC havde fejlvurderet selskabets tilbud i forhold til tre af evalueringskravene. Til støtte herfor anførte Magenta ApS, at RHC skulle have indhentet nærmere oplysninger fra Magenta ApS i relation til opfyldelsen af to af evalueringskravene.
Klagenævnet tog ikke klagen til følge. Klagenævnet henviste i den forbindelse til, at en ordregiver som udgangspunkt ikke har pligt til at søge uklarheder i tilbuddet afklaret. RHC havde ikke lagt vægt på forhold, der ikke var anført i udbudsmaterialet. Der var ligeledes ikke blevet lagt vægt på forhold, som en rimeligt oplyst og normalt påpasselig tilbudsgiver ikke kunne udlede af det.
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 21. januar 2021, Magenta ApS mod Region Hovedstaden, Center for IT, Medico og Telefoni, kan læses her.