Voldgiftsnævnet har den 30. januar 2020 afsagt en ny kendelse (C-14106) om MgO-plader.

I de senere år er der afsagt en række kendelser om MgO-plader. Pladerne blev i løbet af årene 2010-2013 almindelig brugt i byggeri, selvom de ikke var gennemprøvede i det danske klima. Det fugtige danske klima viste sig imidlertid at nedbryde pladerne, hvilket blev omtalt i fagartikler i BYG-ERFA i februar og maj 2015.

Der har på den baggrund verseret en række sager for Voldgiftsnævnet med vidt forskellige udfald alt efter de konkrete omstændigheder, navnlig, hvornår MgO pladerne er anvendt, hvilke materialer, der var foreskrevet, det mellem parterne aftalte, mv.

Voldgiftsnævnet har i den nyeste kendelse fundet, at entreprenøren var ansvarlig for brugen, hvorimod rådgiveren fandtes at være uden ansvar.

Pladerne blev i sagen anvendt i april måned 2013. På det tidspunkt var de kun anvendt i 2-3 vintre i Danmark. Der var ikke offentliggjort vurderinger af pladernes egnethed og fugtopsugning.

Entreprenøren kunne derfor på tidspunktet for anvendelsen ikke formode, at pladerne problemfrit kunne anvendes.

Resultatet er det modsatte af sagen C-14696, hvor entreprenøren blev frifundet for anvendelse af pladerne i 2014, idet der 27. december 2013 var en artikel i BYG-ERFA, som nævnte anvendelse af pladerne uden bemærkninger om, at de kunne være uegnede.

Som det ses, er tidspunktet for anvendelsen derfor af afgørende betydning.

I forhold til rådgiveren skal det først og fremmest bemærkes, at entreprenøren selv foreslog anvendelse af pladerne på trods af, at det ikke var foreskrevet i udbuddet. Rådgiverens accept af materialet fandtes ikke at udgøre en stillingtagen til materialets egnethed.

Rådgiveren havde ikke foreskrevet anvendelse af MgO, som det eneste materiale, ligesom det efter accepten blot var et muligt materiale blandt flere.

Rådgiveren kunne – ud fra korrespondance med entreprenøren – gå ud fra, at pladerne var et gængs og almindeligt brugt materiale, som der ikke var anledning til at undersøge nærmere.

Voldgiftsretten bemærkede tillige, at det ikke var aftalt, at kvalitetssikringsbekendtgørelsen fandt anvendelse i forholdet mellem bygherre og rådgiver.

Rådgiveren blev frifundet for ansvar.

Resultatet er det modsatte af sagen C-13693, hvor rådgiveren blev fundet ansvarlig, idet det netop var aftalt, at kvalitetssikringsbekendtgørelsen fandt anvendelse, ligesom det var aftalt mellem entreprenør og rådgiver, at rådgiveren skulle undersøge pladernes egnethed. Rådgiveren forelagde ikke brugen af pladerne for bygherren, på trods af, at rådgiveren var bekendt med, at der var tale om et nyt materiale.

Voldgiftsnævnets kendelse C-14106 af 30. januar 2020 kan læses her.