Ny dom om vejbidraget for kommunale veje og private fællesveje

Østre Landsret har den 6. december 2019 afsagt dom i en sag angående vejbidrag, der kan få betydning i forhold til kommunens betaling efter reglerne i spildevandsbetalingsloven.

Sagen drejede sig om, hvorvidt grundlaget for beregningen af det vejbidrag, som sagsøgeren (spildevandsforsyningsselskabet) havde opkrævet hos sagsøgte (den pågældende kommune) i henhold til spildevandsbetalingsloven, også omfattede udgifter til kloakledningsanlæg, der ikke afledte vejvand, samt udgifter til rensningsanlæg til spildevand.

Østre Landsret fandt, at bestemmelsen skal fortolkes således, at den alene giver mulighed for at medregne udgifter, der er anvendt til kloakledningsanlæg, hvor der er grundlag for at yde spildevandsforsyningsselskaberne kompensation for den forøgelse af anlægsudgifterne til kloakledningerne, som tilledning af vejvand til kloakkerne indebærer. Kommunernes pligt til at betale vejbidrag efter spildevandsbetalingsloven omfatter ikke spildevandsledninger, som ikke (også) optager eller leder vejvand.

Østre Landsret fandt tillige, at bestemmelsen i spildevandsbetalingsloven, alene kan udstrækkes til, hvad der med sikkerhed følger af bemærkningerne til bestemmelsen, dvs. de ”samlede anlægsudgifter til kloakledningsanlæggene, herunder de udgifter, der vil være til opstuvningsbassiner samt rensning af regnvand og overløb fra overløbsbygværker.”

Kommunernes forpligtelse til at betale vejbidrag kan ikke, ifølge landsretten, udstrækkes til at omfatte den del af udgifterne til centrale rensningsanlæg, som håndterer regnvand. Alene decentrale rensningsanlæg, der har til formål at rense vejvand, er omfattet af bestemmelsen.

Østre Landsrets dom af 6. december 2019 har sagsnummer BS-34896/2018.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.