Ny bekendtgørelse om vandråd mv. i høring
Miljø- og fødevareministeriet har den 16. september 2019 offentliggjort høringsudkast til en ny bekendtgørelse om vandråd, vandråds samarbejde med kommunalbestyrelser og samarbejde mellem kommunalbestyrelser i et hovedvandopland om udarbejdelse af forslag til indsatsprogrammers supplerende vandløbsforanstaltninger samt bidrag til miljørapport.
Hensigten med vandrådene er at styrke interessentinddragelsen og det lokale kendskab i vandområdeplanerne. Organisationer og foreninger kan i henhold til lov om vandplanlægning tage initiativ til, at der nedsættes vandråd til at rådgive kommunerne med de bidrag, som de yder til forberedelsen af næste generation af vandområdeplanerne (2021-2027).
Interessenter har over for Miljø- og Fødevareministeriet givet udtryk for et ønske om endnu en gang at nedsætte vandrådene forud for næste generation af vandområdeplanerne. Med bekendtgørelse om vandråd mv. vil kommuner og vandråd igen give bidrag til indsatsprogrammet for den fysiske vandløbsindsats, som skal gennemføres i næste planperiode.
Miljø- og Fødevareministeriet vil senere på året præsentere et arbejdsprogram for vandområdeplanerne 2021-2027, som beskriver den samlede interessentinddragelse. Det vil være kommunerne, der faciliterer nedsættelsen af vandrådene, der som hidtil vil have til opgave at rådgive kommunerne. Kommunerne i hvert hovedvandopland aftaler hvilken kommune, der varetager sekretariatsbetjeningen af vandrådet.
Sekretariatskommunerne sørger for at samle og koordinere forslag fra kommunerne i oplandet, og det er kommunerne, der leder møderne i rådene.
Miljø- og fødevareministeriets høringsudkast til ny bekendtgørelse kan ses her.