Midlertidig tilladelse til sænkning af grundvandsspejl
Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter vandforsyningslovens § 26, stk. 1, jf. § 75, stk. 1, hvor Jammerbugt Kommunes afgørelse af 2. juni 2020 om tilladelse til midlertidig sænkning af grundvandsspejlet på en ejendom i kommunen blev stadfæstet. Nævnet ændrede dog perioden for sænkningen fra 1. juni – 1. september 2020 til i stedet at være gældende til den 1. december 2020.
I sagen havde kommunen givet tilladelse til sænkning af grundvandsstanden i medfør af vandforsyningslovens § 26, stk. 1, jf. § 27. Grundvandet skulle sænkes i forbindelse med etablering af en kælder på en ejendom.
I den forbindelse havde en lejer fra en naboejendom klaget over kommunens afgørelse, da han frygtede, at der kunne opstå skader på den lejede ejendom, og at bevoksning og større ældre træer på ejendommen ville gå ud som følge af den tilladte sænkning af grundvandet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde i afgørelsen til grund, at en række tekniske oplysninger og målinger viste, at grundvandssænkningen kunne udføres uden risiko for skade på klagers lejede ejendom. Dette skyldtes, at der ikke var sætningsgivende aflejringer i form af lerlag i området, som grundvandet kunne sænkes under. Desuden vurderede nævnet risikoen for skade på større træer og anden beplantning til at være meget lille. Der var således ikke grund til at tilsidesætte Jammerbugt Kommunens afgørelse.
Slutteligt bemærkede nævnet, at det fremgår af vandforsyningsloven, at den, der foretager grundvandsænkningen, er erstatningsansvarlig for skade, som måtte opstå i forhold til de eksisterende forhold på grund af en forandring af grundvandsstanden, jf. vandforsyningslovens § 28, stk. 1. Klageren har derfor mulighed for at gøre et erstatningskrav gældende, hvis der alligevel skulle ske skade på ejendommen som følge af grundvandssænkningen.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. august 2020 i sag 20/07485 kan læses her.