Hovedentreprenør bundet af aftale med underentreprenør

Sagen vedrørte en række tagarbejder i underentreprise. Underentreprisesummen udgjorde i alt 0,5 mio. kr.

Af en arbejdsbeskrivelse fremgik det, at der skulle anvendes aluminiumsafdækning i forbindelse med arbejderne. Inddækning var prissat til 40.000 kr.

Undervejs opstod der uenighed om inddækningen omfattede aluminium eller ej. Den 28. december 2017 sendte hovedentreprenøren en mail, hvor det fremgik, at såfremt underentreprenøren ikke ville udføre arbejdet, måtte de 40.000 kr. fragå i entreprisesummen. Underentreprenøren besvarede e-mailen den 3. januar 2018 og oplyste, at hovedentreprenøren måtte fradrage de 40.000 kr. som anført. Dagen efter, den 4. januar 2018, skrev hovedentreprenøren, at arbejdet ville gå til en anden entreprenør og, at underentreprenøren ville hæfte for betaling herfor.

Der opstod efterfølgende tvist, om underentreprenøren var forpligtet til at betale for at arbejdet blev udført fra anden side.

Voldgiftsretten fandt, at e-mailen af 28. december 2017 udgjorde et tilbud, som blev accepteret ved underentreprenørens besvarelse af 3. januar 2018.

Det var ikke godtgjort, at indholdet af e-mailen af 4. januar 2018 – at underentreprenøren hæftede for betaling af de 40.000 kr. – var aftalt mellem parterne.

E-mailen af 4. januar 2018 udgjorde ikke en rettidig tilbagekaldelse efter aftalelovens bestemmelser, ligesom der ikke var belæg for, at hovedentreprenøren som professionel kunne træde tilbage fra aftalen.

Indholdet af aftalen af 3. januar 2018 bandt således parterne efter sit udtrykkelige indhold.

Voldgiftsretten afsagde kendelse den 2. januar 2020 i sagen C-14952.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.