Højdekravet på 150 meter for produktionsmøller er nu endeligt ophævet
Den ny bekendtgørelse om planlægning for vindmøller er nu formelt udstedt, hvilket betyder, at højdekravet på 150 meter for produktionsmøller fra den 3. september 2019 ikke længere er gældende.
Ophævelsen af højdekravet er en udmøntning af energiaftalen fra juni 2018, hvor parterne anerkendte nødvendigheden af at give kommunerne mulighed for at give tilladelse til at opføre tidssvarende vindmøller i henhold til gældende praksis.
Efter den tidligere bekendtgørelse måtte der i kommuneplanen kun fastsættes retningslinjer for områder til opstilling af vindmøller med en totalhøjde på 150 meter eller derover, hvis vindmøllerne var til forsøgsmål.
Vindmøller til forsøgsformål omfattede de såkaldte serie 0-møller samt prototypecertificerede vindmøller og vindmøller, der er ombygget til brug for forsøg efter reglerne om teknisk certificeringsordning af vindmøller i Danmark.
For almindelige produktionsmøller, der ikke er til forsøgsformål, gjaldt der således et absolut højdekrav på 150 meter.
Erhvervsstyrelsen sendte et udkast til den ny bekendtgørelse i høring i marts 2019. Vi omtalte høringsudkastet i vores nyhedsbrev, som kan genlæses her.
Bekendtgørelsen er nu formelt udstedt, hvorfor højdekravet for almindelige produktionsmøller på 150 meter med virkning fra den 3. september 2019 nu er ophævet. Afstandskravet på fire gange møllehøjden til nærmeste nabobeboelse gælder fortsat.
Ændringen gælder ikke forslag til planer, der er offentliggjort allerede. Hvis et allerede offentliggjort lokalplanforslag ønskes ændret for at udnytte de nye højdekrav, vil det ændrede lokalplanforslag antageligvis derfor skulle i fornyet 8 ugers høring efter planlovens § 24, stk. 3