Voldgiftsretten har den 9. september 2019 truffet afgørelse i sagen C-14830.

Sagen drejede sig om etapevise entrepriser i perioden 2003-2016, hvor entreprenøren udførte en række gulvbelægninger for bygherre.

I forbindelse med etape 2 i 2011 opstod der problemer med buler i betongulvet, idet entreprenøren – for at afbøde problemer med lunker i betonen opstået ved etape 1 – ilagde et armeringsnet i betonen.

Samme metode blev anvendt ved etape 3 i 2014. Parterne lavede hver især tekniske undersøgelser for at finde årsagen, idet de ikke kunne blive enige.

Der blev afholdt syn og skøn i 2017, hvorefter bygherre indklagede entreprenøren for manglerne ved etape 2 og 3.

Voldgiftsretten fandt, at det i hvert fald i løbet af 2012 og senest 2013 burde have stået bygherren klart, at der kunne være et krav mod entreprenøren. Derfor var kravet vedrørende etape 2 forældet, inden syn og skøn blev gennemført.

For så vidt angår etape 3, fandt Voldgiftsretten, at det måtte stå klart for begge parter, at metoden som anvendt i etape 2 ikke ukritisk kunne anvendes igen. Idet entreprenøren var den professionelle part, fandtes denne at skulle dække 2/3 af udbedringsomkostningerne, bygherren 1/3.