Sagen vedrørte en aftale om teknisk rådgivning og bistand efter ABR 89 i forbindelse med et nyt fabriksanlæg.

Rådgiver havde tegnet forsikring med en dækningssum på 2,5 mio. kr. og ifølge policen var der en selvrisiko på 50.000 kr. for hver tingsskade/tab.

Efter rådgivningsaftalen blev indgået sendte bygherre en e-mail til rådgiver, som fastslog, at rådgivers honorar i forbindelse med forsinkelse ville blive betalt med evt. tilkendte dagbøder.

Undervejs opstod der uenigheder og utilfredshed med rådgiverens arbejde. Efter en længere korrespondance, indvilligede rådgivers forsikringsselskab i at betale i alt 2,1 mio. kr. for rådgiverfejl. Der blev fradraget 50.000 kr. pr. tabspost i overensstemmelse med policen.

Rådgiveren gik konkurs og fordringer mod bygherre blev erhvervet af en tredjepart som anlagde sag mod bygherre angående ekstraarbejder og udestående honorarkrav.

Voldgiftsretten fandt, at der ikke var krav på ekstrabetaling. Derudover fandt Voldgiftsretten, at aftalen med bygherre ikke afskar rådgiverens krav mod bygherre i det tilfælde, at forsinkelsen kunne henføres til bygherren – hvilket i hvert fald delvist var tilfældet.

Bygherre havde ikke reklameret rettidigt over nogle mangler ved byggeledelsen, hvorfor et krav i den anledning ikke kunne gøres gældende. Derimod kunne bygherre modregne i honoraret med de erstatningskrav for rådgiverfejl, som bygherren ikke havde kunnet få dækning for under policen pga. selvrisiko.

Rådgiverens samlede honorarkrav blev derfor markant nedsat.

Voldgiftsretten afsagde kendelse den 27. januar 2020 i sagen C-14438.