Dansk Energis standardvejledning for tilslutningsbidrag
Forsyningstilsynet har taget Dansk Energis branchevejledninger ”Vejledning – Model for beregning af tilslutningsbidrag” (Bilag 1) samt ”Vejledning – Beregning af standardtilslutningsbidrag” (Bilag 2) til efterretning, dog alene for en periode frem til den 31. december 2022, jf. elforsyningslovens § 73 b.
Dansk Energis branchevejledning om model for netvirksomheders beregning af tilslutningsbidrag, der opdaterer den hidtidige branchevejledning fra 2011, angår en model for beregning af, hvad en kundes leveringsomfang i gennemsnit ville koste i et fuldt optimeret net. De ændringer, der er foretaget i forhold til branchevejledningen fra 2011 er blandt andet, at der nu medtages omkostninger for 30-60 kV-nettet i beregningsgrundlaget, dog kun med en faktor på 2/3, ligesom der indføres fire nye kundekategorier. Dansk Energis branchevejledning om standardtilslutningsbidrag for 2021, som netvirksomhederne kan vælge at anvende i stedet for egne tilslutningsbidrag, baserer sig på beregningsmodellen i den opdaterede branchevejledning om netvirksomheders beregning af tilslutningsbidrag, hvor Dansk Energi har indhentet enhedspriser pr. tilslutningsniveau fra syv netvirksomheder og beregnet et vægtet gennemsnit pr. tilslutningsniveau baseret på netvirksomhedernes leverede mængde elektricitet.
Forsyningstilsynet har gennemgået de to branchevejledninger og vurderer, at de for tiden kan anses for de bedste bud for branchevejledninger, der vil føre til en prisfastsættelse i overensstemmelse med elforsyningslovens regler om prisfastsættelse for netvirksomheders ydelser, herunder at den nye omkostningsundersøgelse, hvor Dansk Energi har indhentet oplysninger om omkostninger fra syv netvirksomheder, der ligger til grund for beregningen af standardtilslutningsbidrag for 2021, må anses for at være det bedste skøn på nuværende tidspunkt for størrelsen af omkostningerne til de vejledende standardtilslutningsbidrag.
Forsyningstilsynet tager dog kun branchevejledningerne til efterretning for en periode frem til den 31. december 2022. Forsyningstilsynet vil tilsvarende gøre godkendelser af netvirksomheders metoder, der anmeldes til Forsyningstilsynet, og som er baseret på branchevejledningerne om tilslutningsbidrag og standardtilslutningsbidrag, tidsbegrænsede til den 31. december 2022. Baggrunden for tidsbegrænsningen er, at Forsyningstilsynet finder, at Dansk Energi i denne periode, og forud for udarbejdelse af en eventuel ny branchevejledning for tilslutningsbidrag og standardtilslutningsbidrag dels bør undersøge og overveje hensigtsmæssigheden i den nuværende model med kundekategorier, dels undersøge omkostningsgrundlaget, der anvendes ved beregning af standardtilslutningsbidrag nærmere med henblik på en mere ens opgørelse hos netvirksomhederne og vurdere, om der eventuelt foreligger fordyrende rammevilkår eller andre atypiciteter for enkelte netvirksomheder, som bør føre til, at data fra disse ikke bør indgå i beregningsgrundlaget for standardtilslutningsbidrag.
Desuden er det ikke fuldstændigt klart, hvorfor det er hensigtsmæssigt i kundekategorien for lejligheder at indføre en sondring mellem en standardlejlighed og en stor lejlighed, hvor sidstnævnte er kendetegnet ved et stort forbrug, f.eks. hvis kunden har en ladestander og/eller varmepumpe tilsluttet lejligheden, når der ikke gælder en lignende sondring for andre kundekategorier som f.eks. parcel- og fritidshuse samt rækkehuse.
Forsyningstilsynet vurderer endvidere, at den omkostningsundersøgelse, som Dansk Energi har foretaget blandt syv netvirksomheder, og som ligger til grund for beregningen af standardtilslutningsbidragene for 2021, er behæftet med en vis usikkerhed med hensyn til en ensartet opgørelse af netvirksomhedernes omkostninger.
Forsyningstilsynets tilkendegivelse af 9. februar 2021 kan læses her.