Bygningspuljen til energirenovering

Energistyrelsen har sendt forslag til ændring af bekendtgørelse om tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer i bygninger til helårsbeboelse i høring (Bygningspuljen). Forslaget vedrører ændring i designet for udmøntning af bygningspuljen, så der etableres flere sekventielle ansøgningsrunder i løbet af året. Desuden revideres tilskudssatserne.

Designet af bygningspuljen er ændret, så der i stedet for én åben pulje hele året, som fungerer efter først-til-mølle-princippet, etableres flere sekventielle ansøgningsrunder i løbet af året. Bygningspuljens bekendtgørelse ændres således, at det gøres muligt at fastlægge flere antal ansøgningsrunder årligt. Det eksakte antal fastlægges af Energistyrelsen på baggrund af en vurdering af, hvad der giver den bedste balance, så der tages hensyn til, at der ikke skabes stop-go effekter i markedet, og samtidig gives den rette tid til administration af puljen, herunder besvarelse af henvendelser fra borgerne og sagsbehandling.

Det forventes, at der i 2021 vil blive fastsat tre ansøgningsrunder, som vil åbne i hhv. ultimo marts, primo august og medio oktober/primo november.

Der foreslås en differentieret model for sænkelse af tilskudssatserne, da nogle tilskudssatser for visse tiltag er meget høje sammenlignet med den energibesparelse, de giver, hvilket gør sig særligt gældende for tilskud til vinduer.

Det bemærkes, at de nuværende tilskudssatser for vinduer og varmepumper giver 30 % i tilskud til kategorien med de mest energieffektive produkter og 25 % i tilskud til de næstmest energieffektive produkter. Der findes dermed allerede i dag en graduering i de forskellige tilskudssatser, for så vidt angår vinduer og varmepumper. Denne tilskyndelse til at benytte de mest energieffektive produkter fastholdes i ændringsforslaget.

Model for reviderede tilskudsprocenter:

  • For varmepumperne sænkes tilskudssatsen med 2,5 procentpoint – fra hhv. 30 % af investeringen til 27,5 % til A+++ varmepumper og fra 25 % af investeringen til 22,5 % til A++ varmepumper.
  • For energibesparende tiltag sænkes tilskudssatsen med 7,5 procentpoint – fra 30 % af investeringen til 22,5 %.
  • For alle vinduer sænkes tilskudssatsen med 10 procentpoint – fra hhv. 30 % af investering til 20 % for energiklasse 2 vinduer og fra 25 % af investeringen til 15 % til energiklasse 1 vinduer.

Høringsudkast af 15. februar 2021 til ændringsbekendtgørelse kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.