Energiklagenævnet har ved afgørelse af 9. februar 2021 behandlet en klage fra Vildbjerg Solcellepark vedrørende Energistyrelsens krav til solcelleparken om bevilling efter elforsyningslovens § 10. Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse om, at solcelleparken var bevillingspligtig efter elforsyningslovens § 10.

Sagens centrale spørgsmål var, om solcelleparken samlet skulle anses som ét anlæg. Energiklagenævnet fandt efter en samlet vurdering, at det ikke er et krav, at anlæggene er sammenkoblet i fysisk forstand, for at anlæggene kan betragtes som ét anlæg.

Energiklagenævnet har ved vurderingen heraf navnlig lagt vægt på, at en sådan fortolkning vil føre til, at større vind- og solcelleparker stort set aldrig vil blive omfattet af bevillingspligten, hvilket strider mod den sidste del af præciseringen af elforsyningsloven fra 1999, hvoraf det fremgår, at større vindmølleparker således kan blive omfattet af bevillingspligten.

Energiklagenævnet lagde ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at solcelleanlæggene er etableret på samme adresse inden for det af lokalplanen godkendte område til opsætning af solcelleanlæg, og at solcelleanlæggene derfor har en tæt fysisk sammenhæng. Energiklagenævnet har ligeledes lagt vægt på, at solcelleanlæggene er tilsluttet samme station i en eksisterende 10 kV skinne med tilslutningspunkt. Energiklagenævnet bemærker i den forbindelse, at virksomheder ikke bør kunne omgå bevillingskravet ved at søge om tilslutning som to individuelle elproducerende anlæg i samme station i samme skinne. Endelig har Energiklagenævnet lagt vægt på, at solcelleanlæggene har samme ejer.

I den pågældende sag indgik endvidere spørgsmålet, om Energistyrelsens bevillingskrav var en usaglig praksisændring i strid med lighedsprincippet. Energiklagenævnet fastslog, at der forud for den påklagede afgørelse var foretaget en saglig administrativ praksisændring, som den påklagede afgørelse følger. Der er således ikke tale om en uvilkårlig og ubegrundet afgørelse, der strider mod en på tidspunktet gældende praksis, selvom vurderingen af ansøgningen er strengere end tidligere vurdering. Energiklagenævnet finder på baggrund heraf, at Energistyrelsens afgørelse af 4. februar 2020 ikke er i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Energiklagenævnets afgørelse af 9. februar 2021 kan læses her.