Ankestyrelsen bekræfter sin kompetence på statsstøtteområdet

Ankestyrelsen har som kommunal tilsynsmyndighed også kompetence til at påse, at kommuner og regioner overholder det såkaldte gennemførelsesforbud, dvs. om de har ydet statsstøtte uden forudgående anmeldelse efter EU-reglerne. Det fastslår Ankestyrelsen i en ny afgørelse.

Den konkrete sag drejede sig om, hvorvidt Ballerup Kommune lovligt kunne fortsætte med at yde støtte i form af et driftstilskud og en vederlagsfri brugsret til kommunale lokaler til Foreningen Radio Ballerup, efter foreningen har fået en kommerciel sendetilladelse. Den kommercielle sendetilladelse havde gjort det muligt for foreningen at finansiere en del af foreningens udgifter gennem salg af reklamer.

Ankestyrelsen vurderede først spørgsmålet på baggrund af de almindelige kommunalfuldmagtsregler.

Ankestyrelsen fandt, at kommunal støtte til en forening, der laver lokalradio om kulturelle, politiske og sociale begivenheder i lokalområdet, falder inden for rammerne af det, som en kommune lovligt kan støtte efter kommunalfuldmagtsreglerne.

Foreningens salg af reklamer var efter Ankestyrelsens opfattelse derimod erhvervsvirksomhed. Kommunen skulle derfor sikre sig, at driftstilskuddet ikke blev anvendt til varetagelse af den opgave, men alene til de opgaver, som kommunen kunne støtte. Det kunne kommunen bl.a. gøre ved at betinge støtten af kommunens gennemgang af regnskabsbilag eller af en revisorerklæring om midlernes anvendelse.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der i givet fald ville foreligge statsstøtte efter EU-reglerne, vurderede Ankestyrelsen, at den kommunale støtte til Foreningen Radio Ballerup på det foreliggende grundlag ikke ville udgøre statsstøtte.

Ankestyrelsen forudsatte herved igen, at støtten ikke ville komme den del af foreningens opgaver, der bestod i salg af reklamer, til gode. På den baggrund lagde Ankestyrelsen til grund, at der ikke ville være tale om støtte til en virksomhed, der udøver økonomisk aktivitet, hvilket er en betingelse for, at de EU-retlige statsstøtteregler finder anvendelse.

Ankestyrelsens udtalelse af 2. marts 2020 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.