Afholdelse af teknologineutrale udbud og ændring af køberetsordningen mv.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeren har fremsat et forslag om ændringer i VE-loven, elforsyningsloven mv. bl.a. med henblik på teknologineutrale udbud. Lovforslaget er en opfølgning på energiaftalen af 29. juni 2018.
Lovforslagets formål er at give Klima-, Energi- og Forsyningsministeren bemyndigelse til at kunne afholde teknologineutrale udbud af støtte for elektricitet produceret på landvindmøller, åben-dør-havvindmøller, solcelleanlæg samt bølge- og vandkraft i perioden 2020-2024, herunder at udvide køberetsordningen, værditabsordningen og garantifonden til også at omfatte bølge- og vandkraft.
Lovforslaget ændrer tillige køberetsordningen for vindmølle- og solcelleprojekter for borgere og værditabsordningen for naboer til vindmølle- og solcelleprojekter. Endvidere oprettes en salgsoptionsordning samt potentielt en Grøn Pulje, der kan skabe kommunale incitamenter til øget VE-udbygning.
Konkret foreslås bl.a., at værditabsordningen skal gælde for solcelleanlæg, uanset om de får pristillæg, samt for vandkraftværker og bølgekraftanlæg, som får pristillæg. Derudover foreslås det at flytte tidspunktet for vurdering af værditab af en beboelsesejendom til efter VE-anlæggets første producerede kWh og en sanktionsmulighed ved manglende gennemførelse af ordningen.
Køberetsordningen foreslås ændret, og erstattet af en salgsoptionsordning. Den foreslåede nye salgsoptionsordning skal gælde for ejere af beboelsesejendomme inden for seks gange møllehøjde fra vindmøller og 200 m fra solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker. Ordningen vil gælde for vindmøller og solcelleanlæg uanset om de får pristillæg og for bølgekraftanlæg og vandkraftværker, som får pristillæg. De pågældende ejere, som har opnået værditab på over 1% af beboelsesejendommens værdi, kan anmode om, at opstiller tilbyder dem en option på, at opstiller køber ejendommen.
Det foreslås, at opstillere af landvindmøller, kystnære havvindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker skal tilbyde nære naboer til anlægget en årlig skattefri VE-bonus. Ordningen vil gælde for vindmøller og solcelleanlæg, uanset om de får pristillæg, og bølgekraftanlæg og vandkraftværker, der får pristillæg.
Det foreslås endvidere, at opstillere af landvindmøller, kystnære havvindmøller, underlagt kommunal indsigelsesret, solcelleanlæg og vandkraftværker skal betale et engangsbeløb, svarende til kr. 88.000 pr. MW landvindækvivalenter til grøn pulje i den kommune, hvor VE-anlægget opstilles. Ordningen vil gælde for vindmøller og solcelleanlæg, uanset om de får pristillæg, og for vandkraftværker, som får pristillæg.
Lovforslag nr. 114, 2020 kan ses her.