Ændringer i energisparelovgivningen

Klima-, Energi-, og Forsyningsministeren har sendt et lovforslag i høring om ændringer af en række love på energispareområdet.

Baggrunden for lovforslaget Energiaftalen af 29. juni 2018. Lovforslaget består af tre dele:

  • Ændringer i energispareloven
  • Ændringer i lov om fremme af energibesparelser i bygninger
  • Ophævelse af en række gamle tilskudslove

Ændringen i energispareloven har til formål at etablere hjemmel til at kunne yde tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer til opfølgning af Energiaftalen af 2018. Det er hensigten at kunne yde tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer i såvel procesenergi i industri- og serviceerhverv (erhvervspuljen) som i bygninger (bygningspuljen) gennem konkurrencebaserede tilskudsmodeller. Herudover er det hensigten at etablere hjemmel til tilskud til en abonnementsordning for individuelle varmepumper i forbindelse med skrotning af oliefyr uden for de kollektive forsyningsnet (skrotningsordningen). Ligningsloven foreslås dog også ændret således, at fremtidige tilskud til private bygningsejere i medfør af energispareloven bliver skattefritaget.

Der foreslås en række mindre ændringer i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, herunder for at etablere hjemmel til at kunne gøre et energimærke ugyldigt i tilfælde, hvor en berigtigelse ikke vil give et tilstrækkeligt retvisende billede. Herudover foreslås det at indsætte hjemmel til at kunne fastsætte regler om, at kommunikation skal ske digitalt samt at tilpasse visse bestemmelser således, at de afspejler gældende direktivforpligtelser.

Lovforslaget indeholder forslag om ophævelse af en række love, som tidligere har været grundlag for en række tilskudsordninger om energibesparelser m.v., men som ikke længere anvendes. De gamle love har i en længere årrække heller ikke haft tilknyttet bevillinger. Disse love vurderes derfor at have udtømt deres indhold og være overflødige, og foreslås derfor ophævet som led i en regelsanering på området.

Høringsforslag til ændringer i energisparelovene kan ses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.