Vejledning om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed sendt i høring
Energistyrelsen har sendt en vejledning om tilknyttet virksomhed i høring.
Vejledningen vedrører vandsektorlovens § 18 samt bekendtgørelse nr. 145 af 26. februar 2016 om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed og har til formål at uddybe vandsektorlovens rammer for vandselskabers deltagelse i anden virksomhed end hovedvirksomheden. Vejledningen henvender sig til vandselskaber og virksomheder, der ønsker at indgå i et samarbejde med vandselskaber om tilknyttet virksomhed. Endvidere kan den anvendes af kommunale ejere af vandselskaber.
Vejledningen indeholder bl.a. en nærmere beskrivelse af de betingelser og vilkår, der fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og § 4, der er gældende for vandselskabers udøvelse af tilknyttet virksomhed, herunder bl.a. at det skal ske på kommercielle vilkår. Derudover indeholder den en nærmere uddybning af de på positivlistens § 2, stk. 2 udtømmende typer tilknyttet virksomhed, som et vandselskab må deltage i, samt de økonomiske rammer, der er gældende for deltagelse.
Vejledningen afløser Naturstyrelsens vejledning af 29. juni 2011 om tilknyttede aktiviteter.
Høringsfristen er den 1. juni 2016.
Høringsudkastet kan læses her.