Vandselskabers mulighed for at overtage ansvaret for privates stikledninger m.v.
Naturstyrelsen har sendt et lovforslag til ændring af betalingsloven, vandsektorloven og miljøbeskyttelsesloven i høring med henblik på at tilvejebringe et hjemmelsgrundlag for, at der kan etableres en afdrags og finansieringsordning for visse husstande, som modtager påbud om forbedret spildevandsrensning.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at de miljømæssige målsætninger for vandløb og søer bliver gennemført samtidig med, at ejendomsejere har mulighed for at spare op eller betale af på indsatsen i mindre rater, og således undgår straffesager mv. for manglende opfyldelse af udstedte påbud om forbedret spildevandsrensning.
Med lovforslaget foreslås det, at hvis en ejendomsejer ved modtagelsen af et påbud fra kommunen om forbedret spildevandsrensning (dog ikke ved påbud om separatkloakering) ikke kan betale herfor og kan dokumentere, at husstandens samlede indkomst ligger under en fastsat indkomstgrænse på 300.000 kr. med tillæg på ca. 39.000 kr. for op til 4 hjemmeboende børn, kan kræve:
- Minimumsfrist på 3 år for opfyldelsen af påbud fra kommunen om forbedret spildevandsrensning.
- En afdragsordning, hvorefter spildevandsselskabet etablerer det påbudte anlæg og tilbyder ejendomsejeren en afdragsordning. Rente, risikotillæg og administrationsomkostninger fastsættes i loven som en markedsbaseret rente (den effektive rente på 10-årige statsobligationer) tillagt 5 procentpoint. Aktuelt vil niveauet således blive 5,9 %.
Endvidere foreslås det med lovforslaget, at spildevandsselskaberne kan tilbyde at overtage ansvaret for drift og vedligeholdelse af alle ejendomsejeres eksisterende private stikledninger. Muligheden etableres som en abonnementsordning, således at ejendomsejere, som tegner abonnement, betaler et årligt bidrag herfor til spildevandsselskabet. Der er tale om en privatretlig aftale, som frit kan indgås mellem parterne, og som desuden kan være attraktiv i kommuner, der gennemfører separatkloakering. Ordningen hviler i sig selv i det enkelte spildevandsselskab, idet øvrige tilsluttede ejendomsejere ikke skal bidrage til ordningen.
Høringsudkast til lovforslag samt implementeringsbekendtgørelse kan læses her.