Ulovlig statsstøtte på drikkevandsområdet skal tilbageføres ved lov

Miljøstyrelsen har sendt et udkast til lovforslag i høring om tilbageførsel af ulovlig statsstøtte i forbindelse med et loft over drikkevandsafgiften for indehavere af private vandindvindingstilladelser, som var gældende i perioden 2009-2011.

Europa-Kommissionen pålagde i oktober 2017 den danske regering at tilbageføre statsstøtten, som kommissionen anså for ulovlig og uforenelig med det indre marked.

Lovforslaget er nødvendigt, da der ikke findes regler i dansk ret, som fastlægger, hvordan statsstøtte, der er erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked, skal opgøres og forrentes, og kommissionens afgørelse ikke er direkte bindende for støttemodtagerne.

Det fastsættes derfor med lovforslaget, at støttemodtagere omfattet af kommissionens afgørelse er forpligtede til at tilbagebetale ulovlig og uforenelig statsstøtte til Miljø- og Fødevareministeriet.

Lovforslaget lægger op til at reducere tilbagesøgningsbeløbet mest muligt ved anvendelse af de såkaldte de minimis-regler. Det betyder, at støttemodtagere alene er forpligtet til at tilbagebetale støttebeløb i det omfang, støtten ikke kan omfattes af de minimis-forordningen for landbrug eller den generelle de minimis-forordning.

Tærskelværdien i de minimis-forordningen for landbrug er på 15.000 euro, mens tærskelværdien i den generelle de minimis-forordning er på 200.000 euro. De minimis-reglerne kræver, at støttemodtageren får en skriftlig meddelelse om det potentielle støttebeløb og om, at støtten har karakter af de minimis-støtte, samt at der, inden støtten ydes, indhentes en erklæring fra støttemodtageren om evt. anden de minimis-støtte, som støttemodtageren har modtaget i perioden 2007-2013.

Regeringen forventer, at der for en stor andel af støttemodtagernes vedkommende slet ikke vil være noget tilbagebetalingskrav som følge af anvendelsen af de minimis-reglerne.

Konkret forventes det, at ca. 7.500 berørte landbrugs- og fødevareforarbejdende virksomheder bl.a. skal besvare en henvendelse fra staten med spørgsmål om, hvorvidt de har modtaget anden støtte, der kan bringe den samlede støtte op over loftet for de minimis-støtte.

På den baggrund opgør regeringen de forventede omkostningerne ved at gennemføre tilbagebetalingen til ca. 1,5 mio. kr., mens selve tilbagebetalingen forventes at indbringe statskassen ca. 1,6 mio. kr.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2018.

Høringsfristen udløb den 16. februar 2018.

Høringsudkast af 7. februar 2018 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.