Udtalelse fra Statsforvaltningen om pligtmæssigt skøn

En kommune havde truffet en generel beslutning om ikke at imødekomme ansøgninger om flexbolig iht. boligreguleringsloven. Statsforvaltningen udtalte, at denne beslutning var i strid med grundsætningen om pligtmæssigt skøn (”skøn under regel”).

Statsforvaltningen udtalte samtidig, at kommunen tilsyneladende (uanset) beslutningen, aktuelt behandlede ansøgninger i overensstemmelse med loven.

Sagen drejer sig om boligreguleringslovens § 50, hvorefter en kommune kan meddele tilladelse til, at en eksisterende helårsbolig kan anvendes som ”flexbolig”. At boligen anvendes som flexbolig indebærer, at ejeren kan anvende bolig udelukkende som fritidsbolig indtil det tidspunkt, hvor ejeren igen tager boligen i brug som helårsbeboelse. Tilladelse til flexbolig forudsætter dog, at anvendelsen som fritidsbolig ikke er i strid med anden lovgivning, herunder navnlig planloven, hvor f.eks. en lokalplan kan bestemme, at et område kun må anvendes til helårsbeboelse.

Lovens § 51, stk. 2 foreskriver, at hvis anvendelsen til fritidsbrug ikke er i strid med anden lovgivning, og boligen pt. er ledig, kan der kun meddeles afslag på flexbolig, hvis dette er af afgørende betydning af hensyn til boligsøgende i kommunen. Hvis der i givet fald meddeles afslag, skal kommunen på anmodning fra ejeren anvise en lejer til boligen indenfor 6 uge, jf. § 51, stk. 3.

Loven foreskriver i øvrigt, at det er op til den enkelte kommune at beslutte, om en række af lovens regler, herunder reglerne om flexbolig, overhovedet skal finde anvendelse i kommunen.

I den konkrete sag traf kommunalbestyrelsen den 7. oktober 2013 beslutning om, at kommunen ikke vil imødekomme ansøgninger om flexboliger, idet en reduktion af antallet af helårsbeboelser ville være i strid med kommunens mål om at øge bosætningen i kommunen. Denne beslutning blev påklaget af et kommunalbestyrelsesmedlem.

Statsforvaltningen udtaler, at den generelle beslutning var i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om, at en myndighed ikke lovligt kan opstille regler, der afskærer eller begrænser en skønsmæssig afvejning (”skøn under regel”).

På baggrund af kommunens udtalelse til sagen kunne Statsforvaltningen dog samtidig konstatere, at kommunen ville behandle ansøgninger, som ikke var i strid med anden lovgivning, efter en konkret vurdering. Statsforvaltningen fandt derfor, at kommunen aktuelt handlede i overensstemmelse med grundsætning om ”skøn under regel”.

Statsforvaltningens udtalelse af 15. september 2016 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.