Uden betydning at selskab tidligere havde udført opgaver for kommunen
Sagen angik et begrænset udbud med forhandling af en rammeaftale om udførelse af hjemmepleje. Udbuddet blev afholdt af Hvidovre Kommune. Af udbudsmaterialet fremgik, at ansøger i det seneste disponible regnskabsår skulle have haft en nettoomsætning på ydelser, som selskabet udbudte, på mindst 15. mio. kr. Herudover var der et krav om en soliditetsgrad på 20% og en likviditetsgrad på 100%.
Pleje Danmark A/S (herefter Pleje Danmark) bød på opgaven, men selskabets tilbud blev afvist, under henvisning til, at ansøgerens nettoomsætning i det seneste regnskabsår var på ca. 8,5 mio. kr. og derfor ikke opfyldte kravet til nettoomsætningen.
Pleje Danmark indgav herefter klage til Klagenævnet for Udbud. Pleje Danmark gjorde i den forbindelse gældende, at Hvidovre Kommune uberettiget havde prækvalificeret DFS plus, da DFS plus ikke oplyste kravene til soliditetskrav. Pleje Danmark henviste i den forbindelse til, at Pleje Danmark i dialog med andre leverandører havde fået oplysninger om, at DFS plus’ ansøgning ikke levede op til de omtalte krav.
Herudover gjorde Pleje Danmark i øvrigt gældende, at kravet på en årsomsætning på 15 mio. kr. var urimeligt og ekskluderende for Pleje Danmark, der havde udført ydelser for Hvidovre Kommune i mange år.
Klagenævnet for Udbud tog ikke påstandene til følge. Klagenævnet henviste i den forbindelse til, at DFS plus havde oplyst et soliditetskrav på 16,7% og en likviditetsgrad på 127,7%. Hvidovre Kommune havde således været berettiget til, foreløbigt at lægge til grund, at DFS plus levede op til kravene om økonomisk og finansiel egnethed. For så vidt angik Pleje Danmarks tilbud, kunne det – at Hvidovre Kommune i øvrigt havde et særligt kendskab til klagerens økonomi og kvalitet – ikke indgå som et lovligt element ved vurderingen af selskabets egnethed.
Klagenævnet for Udbuds kendelse Pleje Danmark ApS mod Hvidovre Kommune af 4. juli 2019, kan læses her.