Udbud annulleret efter klage over underkriterium ”øvrigt sortiment”
Klagen angik primært brugen af underkriteriet ”øvrigt sortiment”, og hvorvidt det var gennemsigtigt for tilbudsgiverne, hvad ordregiver sigtede til hermed.
Ved udbudsbekendtgørelse af 10. marts 2014 udbød de indklagede, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland, som begrænset udbud en rammeaftale med flere aktører og med en varighed på over 4 år om indkøb af kontormøbler til en forventet årlig værdi af 100 mio. kr. Tildelingskriteriet var det økonomisk mest fordelagtige tilbud.
Udbuddet var opdelt i to delaftaler. Delaftale 1 vedrørte hæve-/sænkeborde, reoler m.v. Delaftale 2 vedrørte kontorstole m.v. For hver delaftale ønskede regionerne at indgå parallelle delaftaler med fire tilbudsgivere.
Klagen var indgivet af en forbigået tilbudsgiver, og vedrørte primært, om det var klart, hvad ordregiver ville lægge vægt på ved vurderingen af tilbuddene i forhold til underkriteriet ”øvrigt sortiment”.
Af udbudsbetingelserne fremgik, at der blev udbudt ca. 26.550 produkter i alt samt ca. 12.300 stk. tilbehør fordelt på de to delaftaler. Foruden dette obligatoriske sortiment, som tilbudsgiverne skulle tilbyde, efterspurgte regionerne et øvrigt sortiment af produkter inden for ”samme og beslægtede produktkategorier”. Produkter tilbudt som øvrigt sortiment blev evalueret under underkriteriet ”øvrigt sortiment”.
Klager anførte om ordregivers brug af underkriteriet ”øvrigt sortiment”:
”Udbudsbetingelserne indeholdt imidlertid ikke en tilstrækkelig beskrivelse af, hvad der skulle forstås ved ’øvrigt sortiment’. Dermed blev udbuddet uigennemsigtigt og vilkårligt.”
Klager udfoldede sit anbringende således:
”Problemet med manglende gennemsigtighed opstår især, hvis i) der kun er en overordnet, tematisk eller på anden måde uklar beskrivelse af de produkter, der kan indgå i ’sortimentet’, og/eller hvis ii) det ikke er klart beskrevet, hvornår noget er et særskilt ’produkt’ i sortimentet (f.eks. om møbler i forskellige farver eller med forskellige beslag eller håndtag mv. er særskilte ’produkter’).”
Klagenævnet havde ikke anledning til at tage nærmere stilling til påstandene, da ordregiver som nævnt tog bekræftende til genmæle. Af samme årsag annullerede Klagenævnet tildelingsbeslutningen.
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 21. januar 2015 (udbudsdirektivet), Kinnarps A/S mod Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland, kan læses her.