Tilladelse til midlertidig udledning af spildevand ophævet

Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Morsø Kommunes afgørelse af 10. november 2015 om midlertidig accept af ikke neddroslet udledning af spildevand og hjemvist afgørelsen til fornyet behandling.

Sagen drejede sig om en mail af den 10. november 2015, som Morsø Kommune har sendt til et spildevandsselskab, hvorefter kommunen midlertidigt accepterede en ikke-neddroslet udledning fra to regnvandsbetingede udledninger til Østre Afvandingskanal ved Nykøbing Mors under en række nærmere angivne forudsætninger.

En virksomhed beliggende i kort afstand nedstrøms for det ene af de to udløb klagede over mailen med tilladelsen. Det blev anført, at der forekommer overløb fra kloakkerne til Østre Afvandingskanal, og at klageren har rejst erstatningskrav som følge af gentagne oversvømmelser af sit areal. Klageren bestred, at Morsø Kommune kunne meddele en midlertidig tilladelse, som dette var gjort.

Natur- og Miljøklagenævnet fandt overordnet, at der ikke i forhold til udledningstilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28 kan gives en ”midlertidig accept”. Når en kommune modtager en ansøgning om udledningstilladelse, kan kommunen give (midlertidig eller permanent) tilladelse, om fornødent med relevante vilkår, eller give afslag. Kommunen kan evt. også efter omstændighederne sætte ansøgningssagen i bero.

Efter omstændighederne fandt nævnet, at kommunens mail af 10. november 2015 måtte anses som en tilkendegivelse om, at spildevandsselskabet (midlertidigt) lovligt kunne udlede spildevand under visse nærmere angivne vilkår. Derfor havde mailen karakter af en afgørelse om midlertidig udledningstilladelse, som kunne påklages til nævnet. Nævnet fandt konkret, at afgørelsen led af en række væsentlige formelle og indholdsmæssige mangler, hvorfor afgørelsen blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 19. december 2016 (NMK-10-01036) kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.