Tilbudsgiver ændrede i tilbudsliste og var derfor ukonditionsmæssig
Det væsentligste i sagen var, at tilbudsgiver havde ændret tilbudslisten, således at der nu skulle leveres et fast antal fuger. Af udbudsmaterialet fremgik det imidlertid, at antallet af fuger skulle være tilbudsgivers risiko og dermed ikke fast. Ordregiver skulle derfor have afvist tilbuddet som ukonditionsmæssigt.
Ved udbudsbekendtgørelse af 22. januar 2014 udbød Direktoratet for Kriminalforsorgen som begrænset udbud efter udbudsdirektivet blandt andet entreprise E05-Lukningsarbejder, som angik udvendig facadearbejde. Tildelingskriteriet var ”laveste pris”.
Klageren, Kai Andersen A/S, påstod, at tilbuddet fra vinderen, Fjelsø Entreprise A/S, skulle have været afvist som ukonditionsmæssigt, da tilbuddet var vedlagt nogle datablade og projektspecifikke løsningsbeskrivelser (bilag 20). Dertil kom klagerens påstand om, at Fjelsø Entreprise A/S havde mængdesat fuger i tilbudslisten, hvilket skulle opfattes som et forbehold, der medførte pligt til afvisning, da forbeholdet ikke kunne prissættes.
Klagenævnet udtalte om de vedlagte datablade:
”Kai Andersen A/S har gjort gældende, at Fjelsø Entreprise A/S i kraft af de indsendte datablade og ’projektspecifikke løsningsbeskrivelser’ har opnået mulighed for at kræve tillægsbetaling efter kontraktindgåelsen med henvisning til, at tilbuddet var baseret på de vedlagte datablade og ’projektspecifikke løsningsbeskrivelser’, uanset at disse kunne være i strid med udbudsprojektet.
Klagenævnet er, sådan som tilbudslisten er udformet og efter bilagets karakter, ikke enig i, at Fjelsø Entreprise A/S med henvisning til bilag 20 ville have kunnet opnå tillægsbetaling efter kontraktindgåelsen – eller at der var en sådan mere nærliggende risiko herfor – at tilbuddet skulle have været afvist.”
Om ændringen af tilbudslisten, for så vidt angik fugerne, udtalte Klagenævnet:
”Tildelingskriteriet var ’laveste pris’, og tilbudsgiverne skulle som anført alene udfylde de fortrykte tilbudslister med de tilbudte priser.
Fjelsø Entreprise A/S har i strid hermed i de dele af tilbudslisterne, der vedrørte fugearbejdet, egenhændigt tilføjet mængder (og enhedspriser på disse mængder) foruden den samlede ’I alt’ pris, som var krævet for hver position. Dette er klart i strid med udbudsbetingelserne.”
Klagenævnet udtalte i øvrigt følgende om en eventuel prissætning af forbeholdet:
”Direktoratet har ikke søgt at prissætte forbeholdet, og det ville også, sådan som tilbudslisten er bygget op, vanskeligt kunne have ladet sig gøre uden at overskride grænserne for, hvad der efter udbudsbetingelserne skulle være tilbudsgivernes opgave at beregne.”
På den baggrund annullerede Klagenævnet tildelingsbeslutningen.
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 18. maj 2015 (udbudsdirektivet), Kai Andersen A/S mod Direktoratet for Kriminalforsorgen, kan læses her.