Tilbud indeholdt et forbehold om et grundlæggende element

Sagen omhandlede DSB’s indhentning af underhåndbud af et anlægsarbejde efter tilbudsloven. Tildelingskriteriet var det mest fordelagtige tilbud. Af tilbudsbetingelsen fremgik bl.a., at udgifter afholdt i forbindelse med undersøgelse m.v. af forurenet jord skulle dækkes af entreprenøren.

LM Gruppen ApS bød på opgaven, men fik ikke tildelt kontrakten. Herefter klagede LM Gruppen ApS til Klagenævnet for Udbud. LM Gruppen ApS gjorde i den forbindelse bl.a. gældende, at DSB havde overtrådt ligebehandlingsprincippet ved ikke at afvise den valgte tilbudsgivers tilbud, der indeholdt et forbehold om et grundlæggende element.

Det antagne tilbud indeholdt en bemærkning om, at afgifter, gebyrer, prøveudtagningsomkostninger samt miljøafgifter for at aflevere jord skulle betales af bygherre. DSB havde derfor prissat forbeholdet til et mindre beløb. DSB anførte i øvrigt, at selskabet ikke havde anset bemærkningerne for et forbehold om et grundlæggende element.

Klagenævnet tog påstanden til følge. I den forbindelse henviste klagenævnet bl.a. til, at vilkårene i tilbuddet angående forurenet jord sammenholdt med opgavens karakter og omfang måtte anses for et grundlæggende element i tilbudsbetingelserne. Der blev i den forbindelse særlig lagt vægt på, at udgifterne til forurenet jord sædvanligvis var udgifter, der påhvilede bygherre.

Herudover fandtes DSB’s prissætning af forbeholdet heller ikke at opfylde kravene til en forsigtig, saglig og objektiv prissætning.

Tildelingsbeslutningen blev herefter annulleret.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 19. maj 2017, LM Gruppen ApS mod DSB, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.