Storforbrugers fritagelse for PSO
Energiklagenævnet har stadfæstet Energinet.dks afslag til Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S på afgiftsfritagelse for det elforbrug, der overstiger 100 GWh årligt.
I den dagældende elforsyningslovs § 9, stk. 1, nr. 2 var indsat en bestemmelse, som havde til formål at sikre store virksomheders konkurrenceevne ved at fritage den del af deres årlige elforbrug, der oversteg 100 GWh, for VE-andelen af PSO-tariffen. Energinet.dk havde på baggrund af Energistyrelsens fortolkning af ”forbrugssted” og ”en elforbruger” vurderet, at klager ikke var berettiget til afgiftsfritagelse for det forbrug, der overstiger 100 GWh årligt, idet de to koncernforbundne aktieselskaber Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S – som to separate juridiske enheder – skal betragtes som to uafhængige forbrugere med to separate forbrugssteder, jf. den tidligere elforsyningslovs § 5, stk. 1, nr. 7, og hverken Novo Nordisk A/S eller Novozymes A/S havde et årligt forbrug af elektricitet, der hver for sig oversteg 100 GWh årligt.
Energiklagenævnet tilsluttede sig Energistyrelsens opfattelse, således som den var fastlagt i et vejledende notat, hvorefter forbruget skal opgøres for hver enkelt forbruger af el, således at koncernforbundne virksomheder med adskilte produktioner, der drives som to adskilte aktieselskaber i skatte- og afgiftsmæssig henseende, skal anses som to forbrugere af el. Energiklagenævnet fandt, at der ikke bliver tale om ét forbrugssted af elektricitet, alene af den grund, at flere forbrugere af elektricitet driver erhvervsvirksomhed i sammenhængende bygninger på flere matrikler. I den konkrete sag anvendes de geografisk sammenhængende bygninger ikke i brugsmæssig sammenhæng, idet der drives to separate juridiske enheder – med hver deres drift og produktion – i de nævnte bygninger.
I den konkrete sag kunne de to ejere – Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S – ikke identificere netselskabet på de otte afregningssteder. Derfor kendes deres individuelle forbrug ikke i elforsyningslovens forstand, og nævnet stadfæstede, at oplysninger fra bimåler ikke kunne erstatte oplysninger fra afregningsmåler.
Energiklagenævnets afgørelse af 11. december 2017 kan læses her.