Støtte efter VE-loven til ”ny” vindmølle

Energiklagenævnet har stadfæstet Energinets afgørelse om bortfald af pristillæg efter VE-lovens § 36 til en vindmølle.

Den konkrete sag angik støtte efter VE-loven til en vindmølle som var flyttet fra Tyskland til Danmark. Efter VE-lovens § 36 kan der alene gives støtte til nye vindmøller.

Energiklagenævnet tiltrådte Energistyrelsens fortolkning af, at der ved afgrænsning af nye vindmøller, herunder fabriksnye vindmøller fra en ældre ombygget eller flyttet vindmølle med evt. enkelte nye dele, tages udgangspunkt i certificeringsbekendtgørelsen. En ”ny” vindmølle er fabriksny eller typegodkendt som ”ny” vindmølle, hvilket vil sige, at vindmøllen ikke tidligere har været typegodkendt. I forlængelse heraf kan en vindmølle uden eller kun med en ombygningsgodkendelse ikke betragtes som en ”ny” vindmølle, hvorfor den ombyggede vindmølle fastholder sin eksisterende afregning på sin tidligere placering og første nettilslutning.

I den konkrete sag viste det sig, at vindmøllen alene havde fået en ombygningsgodkendelse og ikke en typegodkendelse, hvorfor Energiklagenævnet stadfæstede Energinets afgørelse om, at der ikke kunne gives støtte til møllen efter VE-lovens § 36.

Energiklagenævnet fandt heller ikke, at hensynet til klager var så tungtvejende, at Energinet var uberettiget til at annullere afgørelsen.

Energiklagenævnets afgørelse af 12. marts 2019 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.