Solcelleanlæg berettiget til midlertidigt forhøjet pristillæg

Et solcelleanlæg kan godt være berettiget til pristillæg efter VE-lovens overgangsregler, selvom anlæggets faktiske, installerede effekt er mindre end anført i den oprindelige købsaftale, som ligger til grund for pristillægget. Det fastslår Energiklagenævnet i en ny afgørelse.

Efter VE-lovens § 47, stk. 5, nr. 1-4 ydes der et midlertidigt forhøjet pristillæg til visse solcelleanlæg, der er tilsluttet mellem den 19. marts og 10. juni 2013. Baggrunden herfor er en ændring af VE-loven, der blev vedtaget i juli 2013. Anlæg, der er tilsluttet den 11. juni 2013, vil efter en overgangsordning i forbindelse med lovændringen også være berettiget til pristillæg, hvis nogle nærmere angivne betingelser er opfyldt. Det skulle tilgodese de anlægsejere, der havde disponeret i tillid til de tidligere gældende regler. En af betingelserne i overgangsordningen går ud på, at ejeren skal have indgået bindende og ubetinget aftale om køb af solcelleanlægget senest den 11. juni 2013.

I sagen forelå der en skriftlig aftale om køb af et 150,00 kW solcelleanlæg. Klager fik dog leveret et 44,16 Wp solcelleanlæg, altså et anlæg med nedjusteret effekt end det, der forelå i den oprindelige aftale.

Energinet.dk afslog ansøgningen om forhøjet pristillæg og begrundede dette med, at der ved aftale om køb af solcelleanlæg skal være indgået en bindende og ubetinget aftale inden den 11. juni 2013, og at det er en forudsætning, at der ikke sker udskiftning af det anlæg, der er indgået aftale om. Leveringsaftalen på det nedjusterede anlæg forelå den 15. november 2013, hvilket Energinet.dk lagde til grund ved afslaget.

Energiklagenævnet vurderede, at grunden til nedjusteringen var, at den på området placerede transformer ikke kunne aftage mere end 34 kW, og at klager således ikke var årsag til nedjusteringen. Yderligere anførte nævnet, at nedjustering af antal watt ikke er direkte lovreguleret i hverken bekendtgørelser eller VE-loven, samt at der er tale om et identisk anlæg efter produktbeskrivelsen med undtagelse af antallet af watt.

Yderligere vurderede nævnet at der ikke var ændret på den oprindelige købsaftale og leveringsaftale, uanset at der var sket en nedjustering af anlægget. Leveringsaftalen kunne således ses som et tillæg til købsaftalen, hvorfor nævnet vurderede, at aftalen var bindende og ubetinget.

Nævnet vurderede således, at klager var berettiget til forhøjet pristillæg.

Afgørelsen vedrører konkret det midlertidigt forhøjede pristillæg til anlæg tilsluttet mellem den 19. marts og 10. juni 2013. Den har imidlertid generel relevans for VE-lovens pristillægsordninger for solcelleanlæg, da hovedparten af disse indeholder tilsvarende overgangsordninger, hvor bindende aftale om køb af det konkrete anlæg også skal være indgået inden en bestemt skæringsdato.

Energiklagenævnets afgørelse af 7. marts 2016 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.