Skjult rørføring til eksisterende naturgasfyr kan forhindre tilslutningspligt til fjernvarme
Hvis der på en ejendom for nylig er etableret skjult rørføring til et eksisterende naturgasfyr, vil det i sig selv kunne gøre en omstilling til fjernvarme så bekostelig, at ejendommen vil være fritaget fra en eventuelt tilslutningspligt. Det fastslår Energiklagenævnet i en ny afgørelse.
Silkeborg Kommune havde pålagt en ejendom tilslutningspligt til fjernvarme.
Efter tilslutningsbekendtgørelsens § 15, nr. 1, er bygninger fritaget for tilslutningspligt, hvis omstillingen til kollektiv varmeforsyning på grund af nødvendige, større installations- eller bygningsmæssige ændringer efter kommunalbestyrelsens skøn vil være uforholdsmæssigt bekosteligt.
Ejeren havde oplyst kommunen om, at huset, herunder indgangen, hvor fjernvarmeinstallationen skulle være, for få år siden blev renoveret. I den forbindelse blev der lavet skjult rørføring og lagt nyt gulv med gulvvarme. Omstilling af ejendommen til fjernvarme ville efter klagers oplysninger koste mindst 100.000 kr.
Kommunens rådgiver havde på vegne af kommunen besigtiget ejendommen og vurderet, at det ville koste 20.500 kr. at omstille ejendommen til fjernvarme. Kommunen havde bl.a. vurderet, at det ikke var nødvendigt at lave skjult rørføring.
Energiklagenævnet bemærkede, at der ved vurderingen af, om en omstilling til fjernvarme vil være uforholdsmæssig bekostelig, ganske vist ikke skal indgå allerede afholdte omkostninger til de nuværende varmeanlæg.
Omvendt ville nævnet i den konkrete sag nok anse det for rimeligt at inddrage eventuelle yderligere omkostninger, herunder som følge af genetablering af skjult rørføring som den, der for nylig var etableret til det eksisterende naturgasfyr.
Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling, så kommunen selv kunne vurdere, om etablering af skjult rørføring også til fjernvarmeinstallationerne var en nødvendig omkostning, som skulle indgå i omkostningsvurderingen efter bekendtgørelsens § 15, nr. 1.
Af hensyn som kunne indgå i denne vurdering, nævnte Energiklagenævnet alderen på den eksisterende skjulte rørføring til naturgasfyret, årsagen til, at ejendommen havde valgt at etablere skjult rørføring til naturgasfyret, udgifter til etablering af skjult rørføring til fjernvarmeinstallationen, lokalets anvendelse, helhedsindtrykket af lokalet ved skjult henholdsvis synlig rørføring samt omfanget af eventuel synlig rørføring.
Energeklagenævnets afgørelse viser, at kommunen ikke i alle tilfælde kan lægge den billigste løsning til grund, når det skal vurderes, om omstillingen til fjernvarme må anses for uforholdsmæssig bekostelig efter bekendtgørelsens § 15, nr. 1.
Ejeren havde under sagen i øvrigt også gjort gældende, at naturgasfyret var et vedvarende energianlæg, fordi han havde købt biogascertifikater. Det fik han dog ikke medhold i.
Energiklagenævnets afgørelse af 18. september 2014 kan læses her.