Senere tro og love-erklæring ikke tilstrækkelig dokumentation for, at solcelleanlæg var købt før skæringsdato for årsbaseret nettoafregning

Ejere af solcelleanlæg skal ved ansøgning om årsbaseret nettoafregning selv dokumentere, at der er indgået en bindende aftale om køb af anlægget inden skæringsdatoen den 19. november 2012. En senere afgivet tro og love-erklæring er ikke tilstrækkelig, fastslår Energiklagenævnet i en ny afgørelse.

I den konkrete sag havde ejeren som dokumentation for, at der var indgået en bindende aftale om køb af solcelleanlægget senest den 19. november 2012, fremsendt en erklæring udstedt i december 2013 herom til Energinet.dk. På en lignende erklæring af 2. januar 2014 bekræftede sælgerens repræsentant, at en bindende ordre var modtaget inden den 19. november 2012 på samme måde, som tidligere samhandel var foregået mellem parterne. Ejeren fremlagde bl.a. to tilbud, som var indhentet fra forskellige leverandører foråret 2012 og oktober 2012.

Hverken Energinet.dk eller Energiklagenævnet anså dog dette for tilstrækkelig dokumentation. Henset til formålet med og kontrolhensynet bag overgangsordningen fandt nævnet således, at der måtte kræves en høj grad af sikkerhed for, at en bindende aftale var indgået senest den 19. november 2012. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at de fremlagte tro og love-erklæringer var afgivet efterfølgende, ligesom ejeren først havde ansøgt om årsbaseret nettoafregning i maj 2014.

Energiklagenævnets afgørelse af 18. juli 2014 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.