Retsstridig prækvalifikation af ansøgere
Klagenævnet for Udbud har truffet afgørelse i en sag vedrørende retsstridig prækvalifikation i et udbud med forhandling efter udbudslovens afsnit II om levering, drift m.m. af et it-system.
Det fremgik overordnet af udbudsbekendtgørelsen, at ordregiveren efterspurgte referencer, der påviste erfaring inden for otte nærmere angivne referenceområder. Det var et mindstekrav, at ansøgerne om prækvalifikation oplyste mindst én relevant reference inden for de seneste 3 år, og ansøgerne måtte maks. vedlægge fem referencer. Det fremgik endvidere, at der ville blive prækvalificeret fire ansøgere til at afgive tilbud, hvilken udvælgelse ville ske ud fra de mest relevante referencer, herunder med fokus på bred erfaring inden for samtlige referenceområder.
Ved udvælgelsen fulgte ordregiveren en særlig fremgangsmåde med pointtildeling for referenceområderne. En ansøger, der ikke var blevet prækvalificeret, bl.a. som følge af at klageren kun havde vedlagt tre referencer, klagede herefter til Klagenævnet for Udbud.
Klageren nedlagde påstand om, at ordregiveren havde overtrådt principperne om ligebehandling og gennemsigtighed ved at lægge vægt på antallet af referencer, samt at ordregiveren havde overtrådt udbudslovens § 171 ved ikke over for klageren at have redegjort for fordelene ved de prækvalificeredes ansøgninger. I forlængelse heraf nedlagde klageren påstand om, at klagenævnet skulle annullere ordregiverens beslutning om prækvalifikation.
Klagenævnet fandt, at den pointtildelingsmodel, som ordregiveren anvendte ved prækvalifikationen, medførte, at antallet af referencer i sig selv blev udslagsgivende. Herudover havde ordregiveren ikke på en gennemsigtig måde i udbudsbetingelserne beskrevet, hvad der reelt ville blive lagt vægt på ved vurderingen af referencerne. Klagenævnet fandt således, at ordregiveren havde handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed, jf. også udbudslovens § 145, stk. 3, nr. 3, hvorfra det kan udledes, at det er et krav, at ordregiveren oplyser, hvilke kriterier der tillægges vægt ved udvælgelsen af de prækvalificerede.
Klagenævnet fandt endvidere, at ordregiveren havde overtrådt udbudslovens § 171 ved ikke på en fyldestgørende måde at have begrundet, hvorfor klageren ikke var blevet prækvalificeret, hvilket dog ikke i sig selv kunne føre til en annullation af beslutningen om prækvalifikation.
Kendelsen vedrører, hvorvidt klagen skulle tillægges opsættende virkning. Klagenævnet fandt, at der var udsigt til, at klagenævnet ville annullere ordregiverens beslutning om prækvalifikation og dermed tage klagerens påstand til følge, samt at klagen skulle tillægges opsættende virkning.
Som følge af klagenævnets kendelse i sagen annullerede ordregiveren udbuddet, hvorved klagen blev tilbagekaldt.
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 12. december 2018, KMD A/S mod Københavns Kommune, Socialforvaltningen, kan læses her.