Region måtte ikke stille garanti for OPP-leverandørs anlægsomkostninger

Regioner må inden for rammerne af den såkaldte myndighedsfuldmagt som udgangspunkt ikke stille garanti for de anlægsomkostninger, som den private samarbejdspartner afholder i forbindelse med et OPP-projekt. Det fastslår Økonomi- og Indenrigsministeriet i en ny udtalelse.

Ministeriet havde taget en sag op til undersøgelse, hvor Statsforvaltningen (nu Ankestyrelsen) som kommunal tilsynsmyndighed havde udtalt, at Region Sjælland kunne stille garanti for en leverandør i et OPP. Det gjaldt ifølge Statsforvaltningen, uanset at garantien var knyttet til OPP-leverandørens anlægsvirksomhed, idet garantistillelsen efter Statsforvaltningens opfattelse ikke indebar støtte til opgaver, som regionen ikke selv lovligt ville kunne varetage.

Regioner må i modsætning til kommunerne kun påtage sig de opgaver, som de er pålagt i lovgivningen. Inden rammerne af deres lovbestemte opgaver er regionerne omfattet af en den såkaldte myndighedsfuldmagt. Myndighedsfuldmagten svarer i vidt omfang til de kommunalfuldmagtsregler, der gælder for kommunernes ulovbestemte opgavevaretagelse.

Det følger af kommunalfuldmagtsreglerne – og af myndighedsfuldmagten – at kommuner og regioner kan yde støtte i form af garantistillelse til privates varetagelse af opgaver, som kommunen eller regionen selv lovligt kan varetage.

Støtten skal imidlertid varetage et kommunalt eller regionalt formål. Det var her, Økonomi- og Indenrigsministeriet nåede et andet resultat end Statsforvaltningen. Ministeriet fandt nemlig ikke, at garantien havde et kommunalt formål, når den samlede opgavevaretagelse for leverandøren havde et erhvervsøkonomisk formål, og det heller ikke var muligt at forbeholde garantien til det regionale formål med hjælp af øremærkning.

Det var efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse således ikke muligt for regionen at foretage en sådan øremærkning af en anlægsgaranti for OPP-leverandørens låntagning til et OPP-projekt i forhold til aktiviteter, hvor der ikke indgår et erhvervsøkonomisk formål.

Ministeriet åbnede dog også op for et alternativ til øremærkning, hvor regionen fortsat garanterede for en andel af anlægsomkostningerne over for OPP-leverandøren eller dennes finansier. En sådan garanti ville efter ministeriets opfattelse således være lovlig, hvis regionen i forbindelse med indgåelsen af OPP-aftalen kunne sikre sig, at de økonomiske fordele, som OPP-leverandøren opnåede herved, i fuldt omfang tilfaldt regionen.

Da regionen havde meddelt ministeriet, at garantien ikke var blevet stillet alligevel, foretog ministeriet sig ikke yderligere i sagen.

Udtalelsen viser dog tilsyneladende, at der er et muligt alternativ til øremærkning af anlægsgarantier i de tilfælde, hvor garantien – uanset at den reelt også vedrører et erhvervsøkonomisk formål – bidrager til at reducere regionens eller kommunens omkostninger i forbindelse med et OPP-projekt.

Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 26. september 2018 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.