Klager påstod, at vinderens tilbud var ukonditionsmæssigt, at et underkriterium var uegnet, og at underretningen om tildelingen ikke levede op til kravene i håndhævelsesloven og kontroldirektivet. Klagenævnet tog ikke påstandene til følge.

I udbudsbetingelserne var konkurrenceparametre markeret med ordet ”skal”, mens mindstekrav var markeret med ”skal”, hvilket tilsyneladende gav anledning til, at udbudsbetingelserne kunne misforstås.

Klagers to første påstande gik således på, om vinderens tilbud levede op til mindstekravene i udbudsbetingelserne. Tvivlen opstod især, da ordregiver ikke havde orienteret om, at der blev skelnet mellem ”skal” og ”skal” i udbudsbetingelserne. Klagenævnet fik således lejlighed til at vurdere, hvorvidt følgende formulering var udtryk for et mindstekrav eller ej: ”Det tilbudte produkts størrelse skal noteres under bemærkninger.”

Klagenævnet nåede efter en konkret vurdering frem til, at de krav, som vinderens tilbud ikke overholdt, ikke var mindstekrav. Dermed fik klageren ikke ret i, at det ovenfor citerede krav ikke var et mindstekrav på trods af anvendelsen af ordet ”skal”.

Klager gjorde endvidere gældende, at evalueringsmodellen til bedømmelse af underkriteriet ”sortiment” var uegnet. Klagers synspunkt var, at klagers tilbud ville have fået flere point, hvis ordregiver havde givet det tilbud med flest varelinjer det højeste antal point og ikke – som tilfældet var – givet point efter en objektiv skala, der gik op til 2.500 varelinjer (klager tilbød 1.664 varelinjer – vinderen tilbød 2.110 varelinjer). Klager påpegede desuden, at evalueringsmodellen kunne medføre en ”overperformance”. Ordregiveren havde ikke oplyst, at evalueringsmodellen indeholdt et loft.

Klagenævnet gav ikke klager medhold, da vurderingen var foretaget på et objektivt grundlag:

”Et tilbud med en sortimentsbredde på 2.500 varelinjer var af højeste kvalitet for Sydjysk Kommuneindkøb. Sydjysk Kommuneindkøb anvendte således en model, hvor der blev tildelt point på en skala fra 1-10, hvor 10 point blev tildelt tilbuddet med en sortimentsbredde på 2.500 varelinjer eller derover. Lekolar tilbød en sortimentsbredde på 2.110 varelinjer, og Lekolars tilbud fik således tildelt den højeste pointscore på 8,44. Kompan Dica, der tilbød en sortimentsbredde på 1.664 varelinjer fik derfor tildelt en pointscore på 6,66.

Da evalueringen af tilbuddene således er foretaget på et objektivt grundlag og i overensstemmelse med udbudsbetingelserne, tages Kompan Dicas påstand ikke til følge.”

Endelig påstod klager, at underretningen om tildelingen var mangelfuld, for så vidt angik klagers tilbud i relation til konkurrencedygtigheden i forhold til den endelige evaluering af udbuddet samt information om de øvrige tilbud. Selvom underretningen eksempelvis ikke indeholdt den vindende tilbudsgivers pris, gav Klagenævnet efter en samlet bedømmelse af underretningen ikke klager medhold i denne påstand.

Kommentar: I sin kommentar til kendelsen noterer H. P. Rosenmeier på hpros.dk, at klagers synspunkt strider mod det almindelige princip om, at tilbud ikke må vurderes kvalitativt i forhold til hinanden. Dette er utvivlsomt korrekt. Hertil kan suppleres med, at det så vidt ses ikke ville have gjort nogen forskel for de to tilbuds placering i konkurrencen, at vindertilbuddet havde fået maksimumpoint, og klager havde fået point i forhold til vindertilbuddet. Situationen ville selvsagt have været anderledes, hvis ordregiver havde fastsat varelinjetarget til 2000, således at en overperformance havde haft konkret betydning for pointgivningen. Forslaget til udbudslov indeholder i § 158, stk. 1, en bestemmelse, der giver ordregiver pligt til i udbudsmaterialet at beskrive evalueringsmetoden samt beskrive, hvad der tillægges betydning ved tilbudsevalueringen.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 13. marts 2015 (udbudsdirektivet), Kompan Dica A/S mod Sydjysk Kommuneindkøb v/ Vejen Kommune, kan læses her.