Ordregiveren fastsætter selv, hvad der skal købes

Sagen drejede sig om, hvorvidt ordregiver kan kræve, at et tilbud afgives på nærmere fastsatte betingelser, selvom dette eventuelt ikke passer ind i tilbudsgiverens it-systemer.

Ved udbudsbekendtgørelse af 26. november 2014 udbød Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S som begrænset udbud efter udbudsdirektivet en 2-årig rammeaftale med én leverandør om kontorvarer med option på forlængelse i 2 gange 12 måneder. Den forventede omsætning blev oplyst at være 250 mio. kr.

Staples Denmark ApS’ tilbud blev afvist som ukonditionsmæssigt, hvilket medførte, at selskabet klagede.

Klagenævnet gav ikke Staples Denmark ApS medhold i påstandene og tillagde ikke klagen opsættende virkning. Påstandene gik bl.a. på, at Staples Denmark ApS’ tilbud skulle erklæres for konditionsmæssigt på trods af, at tilbuddet ikke indeholdt den korrekte prislistereference, som blev krævet i udbudsbetingelserne:

”Listeprisen kan således udgøre én af følgende listepriser, angivet i prioriteret rækkefølge

 – Den listepris tilbudsgiveren anvender i forbindelse med salg på webshop

 – Den listepris tilbudsgiveren anvender i forbindelse med butikssalg

 – Den listepris tilbudsgiveren anvender i forbindelse med salg til mindre erhvervskunder.”

Eftersom Staples Denmark ApS netop havde en webshop, skulle Staples Denmark ApS således afgive prisliste med reference til salget på webshoppen. Staples Denmark ApS sendte imidlertid en prisliste, som anvendes til salg til mindre erhvervsdrivende, jf. evalueringsnotatet:

”Staples har ved drop down funktion i tilbudslisten anført prislistereferencen ’mindre erhvervskunder’, hvilket ikke overholder kravet til korrekt prioritering af listepriserne jf. udbudsbetingelserne. Staples skulle have angivet listepriser for deres webshop, som følge af, at Staples har en webshop med offentligt tilgængelige priser, www.staples.dk.”

Staples Denmark ApS gav følgende forklaring:

”Årsagen til, at Staples ikke har benyttet webshoppriserne som prislistereference, er, at webshoppen på www.staples.dk ikke gør det muligt at låse priserne fast i en officiel prisliste som krævet af SKI.”

Det er en udbudsretlig klassiker, at ordregiveren fastlægger indkøbets omfang og de krav til tilbuddets udformning, der skal være opfyldt, for at et tilbud kan tages i betragtning. Denne kendelse ændrer ikke herved.

Klagen er trukket tilbage efter afsigelse af delkendelsen.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 18. september 2015 (udbudsdirektivet), Staples Denmark ApS mod Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.