Ordregiver har risikoen for, at et krav er et mindstekrav
Udbudsbetingelserne indeholdt ikke et mindstekrav, som påstået af klager. Det var derfor OK, at en kommune accepterede et tilbud. Ordregiver har risikoen for, at der er tale om et mindstekrav.
Ved udbudsbekendtgørelse af 18. december 2014 udbød Horsens Kommune som offentligt udbud efter udbudsdirektivet en rammeaftale med en enkelt aktør om nedgravede affaldsbeholdere. I alt 9 virksomheder, heriblandt ZENZO Group ApS og H.E.W. A/S, afgav rettidigt tilbud inden for fristen den 3. februar 2015. Der blev i alt modtaget 14 tilbud.
Den 25. februar 2015 meddelte Horsens Kommune ZENZO Group ApS, at kommunen havde besluttet at tildele kontrakten til H.E.W. A/S. Herefter klagede ZENZO Group ApS over, at kommunen havde taget tilbuddet fra H.E.W. A/S i betragtning, da det efter ZENZO Group ApS’ opfattelse var ukonditionsmæssigt.
Klager byggede sin begrundelse på, at tilbuddet fra H.E.W. A/S ikke opfyldte et mindstekrav om, at tilbuddet skulle vedlægges en EF-overensstemmelseserklæring i henhold til maskinstøjsbekendtgørelsen (bkg. nr. 1040/2001 med senere ændringer), eftersom kravspecifikationen indeholdt følgende sætning:
”Tilbudsgiveren skal i en EF-overensstemmelseserklæring liste oplysninger i henhold til § 7, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1040 af 11. september 2001 om støj fra maskiner til brug i det fri.”
Klagenævnet vurderede imidlertid at formuleringen ikke indebar, at det var et mindstekrav, og at tilbuddene skulle vedlægges en EF-overensstemmelseserklæring:
”Selvom bestemmelsen kan læses i den retning, er der ikke i udbudsbetingelsernes punkt 3.5 krav 12 stillet et klart og utvetydigt krav om, at tilbuddet skulle vedlægges en EU overensstemmelseserklæring. Udbudsbetingelserne indeholder heller ikke i øvrigt et sådant krav. Det fremgår under alle omstændigheder ikke klart, at manglende vedlæggelse af en sådan erklæring vil føre til, at tilbud ikke vil blive taget i betragtning. Uklarheder i udbudsbetingelserne om krav til den krævede dokumentation er ordregiverens risiko. Horsens Kommune ville derfor ikke kunne afvise tilbud, som ikke var vedlagt overensstemmelseserklæringen, og kommunen har dermed ikke handlet i strid med udbudsdirektivets artikel 2 ved at tage tilbuddet fra H.E.W. A/S i betragtning.”
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 25. marts 2015 (udbudsdirektivet), ZENZO Group ApS mod Horsens Kommune, kan læses her.