Ordregiver begik fejl: Tilbud var ikke ukonditionsmæssigt
Et tilbud viste sig ikke at være ukonditionsmæssigt og skulle derfor ikke have været taget med ved tilbudsvurderingen. Problemet opstod på grund af uklarhed i ordregivers vejledning til udfyldning af en referenceliste. Klagenævnet annullerede tildelingsbeslutningen.
Ved udbudsbekendtgørelse af 30. april 2014 udbød Brøndby Kommune som offentligt udbud efter udbudsdirektivet en rammeaftale med to aktører vedrørende levering af praktisk hjælp og personlig pleje til borgere i Brøndby Kommune.
Brøndby Kommune vurderede, at kontrakten havde grænseoverskridende interesse.
Udbudsbekendtgørelsen blev således – foruden offentliggørelsen i supplement til EU-tidende – offentliggjort på www.udbud.dk, selvom der var tale om en bilag II B-tjenesteydelse, der ikke var udbudspligtig.
Human Care ApS’ tilbud var blevet afvist som ukonditionsmæssigt, fordi en referenceliste efter Brøndby Kommunes opfattelse var forkert udfyldt. Human Care ApS klagede over afvisningen og fik medhold.
Under annonceringsprocessen blev der således stillet to stort set enslydende spørgsmål (spørgsmål 12 og 14) til Brøndby Kommune om, hvorvidt omsætningen for leverancen/leverancerne skulle opgives pr. år eller for hele kontraktperioden i referenceliste-skemaet.
Kommunen besvarede spørgsmål 12 med, at den samlede omsætning skal angives pr. år for det annoncerede område, og med en direkte henvisning til skemaet vedrørende økonomisk og finansiel formåen gav kommunen et eksempel på, hvordan omsætningen pr. år for det annoncerede område kunne udfyldes. Spørgsmål 14 blev besvaret ved en henvisning til spørgsmål 12. Besvarelserne vedrørte således omsætningen pr. år for det annoncerede område og ikke omsætningen for den enkelte leverance i henhold til referencelisten.
Brøndby Kommunes besvarelse af spørgsmål 12 (og 14), der var rettet mod et andet bilag end det, der blev spurgt til, gav derfor ikke tilbudsgiverne nogen vejledning i udfyldelsen af referencelisten.
Herefter udtalte klagenævnet:
”Da indklagede bærer risikoen for uklarheder i annonceringsbetingelserne, kan det ikke komme klageren til skade, at klageren har udfyldt feltet ”Kontraktperiode” i referencelisten ud fra en naturlig sproglig forståelse af dette begreb og desuden har angivet den samlede omsætning i kontraktperioden i feltet ”Samlet omsætning”, som i øvrigt står direkte under ”Kontraktperiode” i skemaet.”
Brøndby Kommune skulle herefter ikke have afvist tilbuddet fra Human Care ApS.
Klagenævnet udtalte desuden, at Brøndby Kommune ved vurderingen af referencerne ikke kunne lægge vægt på det antal borgere, som hver reference vedrørte på trods af, at kommunen havde beskrevet det formodede antal borgere, der var behov for hjælp til. Det fremgik således ikke af annonceringsbetingelserne, at der ville blive lagt vægt på antal borgere ved vurderingen af referencerne.
Brøndby Kommune kunne heller ikke lægge vægt på, at referenceleverancerne var påbegyndt inden den 3-årige periode, som referencerne skulle være sket i løbet af, jf. ordlyden af Brøndby Kommunes annonceringsbetingelser: ”i løbet af de sidste tre år”.
Kendelse af 10. december 2014 (udbudsdirektivet), Human Care ApS mod Brøndby Kommune, kan læses her.