Ordregivende enhed var defineret på en ugennemsigtig måde
Sagen omhandlede et udbud omfattet af udbudsloven. Udbuddet vedrørte en rammeaftaler om levering af diabetesartikler. Ordregiveren var Sydjysk Kommuneindkøb ved Billund, Varde og Vejen Kommune.
I udbudsbekendtgørelsen pkt. I fremgik den ordregivende enhed som Billund Kommune, og det var afkrydset, at kontrakten ikke vedrørte et fælles udbud. I pkt. II var det derimod angivet, at Sydjysk Kommuneindkøb, der udbød rammeaftalen, bestod af Billund, Varde og Vejen Kommune. I kravspecifikationen for udbuddet var indledningsvist angivet, at ”overholdelse af nedstående mindstekrav er en selvfølge”. Af udbudsmaterialet fremgik imidlertid ikke en mere detaljeret angivelse af, om de enkelte krav var mindstekrav.
Klagen var indgivet af Mediq Danmark A/S, der havde budt på rammeaftalen men ikke fået den tildelt. Mediq Danmark A/S gjorde bl.a. gældende, at Sydjysk Kommuneindkøb havde overtrådt gennemsigtighedsprincippet, ved:
- at definere den ordgiverende enhed på en ugennemsigtig måde
- en uklar kravspecifikation og angivelse af mindstekrav, der efter deres karakter ikke var egnede som mindstekrav
Herudover gjorde Mediq Danmark A/S gældende, at udbuddet skulle annulleres. På baggrund af sagens omstændigheder fandt Klagenævnet for Udbud, at Sydjysk Kommuneindkøb havde handlet i strid med gennemsigtighedsprincippet ved at definere den ordgivende enhed på en uigennemsigtig måde og ved at have udbudt en uklar kravspecifikation.
Klagenævnet tog imidlertid ikke påstanden om annullering til følge, idet førstnævnte overtrædelse ikke var påberåbt som grundlag for annullering. De øvrige overtrædelser havde ikke haft konkret betydning for tildelingsbeslutningen og kunne derfor ikke medføre en annullation.
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 8. april 2019, Mediq Danmark A/S mod Sydjysk Kommuneindkøb ved Billund, Varde og Vejen Kommune, kan læses her.