Ordet ”dage” i udbudsbetingelserne kunne ikke forstås som ”arbejdsdage” uanset branchekutyme

Sagen drejede sig om afvisning af et tilbud. Afvisningen var OK, eftersom tilbudsgiveren havde skrevet, at opgaven ville blive løst på ”7 arbejdsdage”. Det var et mindstekrav, at opgaven skulle løses på ”7 dage”.

Ved udbudsbekendtgørelse af 19. december 2014 udbød indklagede, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (herefter FMI), som begrænset udbud efter udbudsdirektivet en kontrakt om eftersyn af 3 motorredningsbåde af type 16 i 2015. Kontraktens værdi var anslået til at være mellem 1 mio. kr. og 1½ mio. kr. Tildelingskriteriet var det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Blandt de prækvalificerede virksomheder var Mathis Værft A/S, som afgav rettidigt tilbud den 5. marts 2015.

FMI afviste tilbuddet fra Mathis Værft A/S, da FMI anså tilbuddet for ukonditionsmæssigt, hvilket Mathis Værft A/S indgav klage over. Striden i sagen gik på, om tilbuddet fra Mathis Værft A/S overholdt et mindstekrav i udbudsbetingelserne om, at opgaven skulle løses på maksimalt ”7 dage”. I tilbuddet hed det, at opgaven ville blive løst på ”7 arbejdsdage”. Til støtte for sin påstand indhentede Mathis Værft A/S en udtalelse fra Danske Maritime, hvoraf det fremgik, at det i værftsbranchen var almindeligt at arbejde alle ugens dage, uanset om disse betegnes som dage, arbejdsdage, helligdage, weekend, søgnehelligdage eller andet.

Klagenævnet afgjorde imidlertid sagen ud fra princippet om, at tilbudsgiveren bærer ansvaret for, at tilbuddet lever op til kravene i udbudsbetingelserne:

”I udbudsbetingelserne er fastsat klare tidsrammer for eftersynene, herunder af motorredningsbådene Niels Iversen og Morten Stage, hvor tilsynet skal kunne gennemføres på maksimalt 7 dage med angivne starttidspunkter. 

Tilbuddet fra Mathis Værft A/S, hvorved der er tilbudt en gennemførelsestid for eftersynene på ’7 arbejdsdage’ opfylder ikke dette mindstekrav.  

Påstanden tages ikke til følge.  

Det, som værftet har anført om en eksisterende branchekutyme for en anden forståelse af begrebet ’arbejdsdag’ end den sædvanlige, kan ikke føre til andet resultat.”

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 14. april 2015 (udbudsdirektivet), Mathis Værft A/S mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.