Selvom en kommunal garantiprovision efter de EU-retlige statsstøtteregler skal fastsættes til markedsprisen, er det stadig uklart, om kommunen hermed også må opnå en fortjeneste. Så meget står i hvert fald klart efter en nylig tilsynsudtalelse fra Mariagerfjord Kommune.

En række fjernvarmeværker klagede til Ankestyrelsen over, at Mariagerfjord Kommune havde besluttet fremover at opkræve en årlig garantiprovision hos værkerne på 0, 75 % af den garanterede restgæld pr. 31. december 2017. De pågældende garantier var alle stillet før 2013, men kommunen besluttede kun at foretage opkrævningen for 2018 og frem.

Beslutningen var begrundet i Vestre Landsrets dom af 25. januar 2015, hvor Sønderborg Kommune fik medhold i, at kommunen efter EU-reglerne var forpligtet til at opkræve garantiprovision for to allerede stillede garantier til Sønderborg Fjernvarme og Gråsten Fjernvarme.

Ankestyrelsen kritiserede ikke Mariagerfjord Kommune for at opkræve garantiprovision som sådan, da kommunen blot havde bestræbt sig på at bringe forholdene i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. Tværtimod antydede Ankestyrelsen endda, at kommunen efter statsstøttereglerne kunne være forpligtet til at opkræve garantiprovision med tilbagevirkende kraft, dvs. allerede fra det tidspunkt, hvor garantierne blev stillet.

Ankestyrelsen oversendte derfor sagen til Konkurrencestyrelsen, så den kunne tage stilling til sagen efter konkurrencelovens § 11 a. Denne bestemmelse giver bl.a. Konkurrencestyrelsen hjemmel til at pålægge modtagere af ulovlig, offentlig støtte at tilbagebetale støtten til statskassen.

Herudover vedrørte sagen for Ankestyrelsen et principielt spørgsmål om, hvorvidt garantiprovisionen, som efter de EU-retlige regler skal fastsættes til markedsprisen, også vil kunne indebære en fortjeneste for kommunen. Fjernvarmeværkerne gjorde gældende, at det i givet fald ville være i strid med det forbud mod kommunal erhvervsvirksomhed, der gælder efter kommunalfuldmagtsreglerne.

Ankestyrelsen veg udenom spørgsmålet ved blot at konstatere, at styrelsen ikke havde grundlag for at antage, at garantiprovisionen på 0,75 % var højere end markedsprisen, således at kommunen skulle have fastsat garantiprovisionen med henblik på at opnå fortjeneste.

På dette punkt kan Ankestyrelsens udtalelse nok undre, da begrebet markedspris i andre sammenhænge normalt også må forstås at omfatte en fortjeneste for den virksomhed, som sælger en ydelse på markedsvilkår.

Udtalelsen ligger dog fint i tråd med lovbemærkningerne til varmeforsyningslovens § 2 d, hvor den skrevne hjemmel for kommunal garantistillelse på fjernvarmeområdet netop blev indført.

Ankestyrelsen henviste ikke til disse forarbejder, selvom det heraf også fremgår, at opkrævning af garantiprovisionen alene må ske til at dække kommunens risiko ved garantistillelse, men ikke må anvendes til at få en fortjeneste.

Ankestyrelsens udtalelse af 1. september 2017 kan læses her.