Ophævelse af rammeaftale afskar klagemulighed

Klage afvist, da rammeaftaler med klager blev ophævet, efter klagen var indgivet, og klager derfor ikke længere var potentiel tilbudsgiver på de udbudte ydelser i henhold til den ophævede rammeaftalen.

Ved udbudsbekendtgørelse af 26. juli 2013 udbød AlmenIndkøb v/ Lejerbo som begrænset udbud udbudsdirektivet en række rammeaftaler om fagentrepriser og håndværksmæssig istandsættelse af fraflytningslejligheder for den almene boligsektor i Danmark. Hede-Hus Tømreren ApS fik herefter tildelt rammeaftaler i København.

Den 20. august 2014 udsendte Lejerbo København budopfordring og betingelser for miniudbud vedrørende udførelse af istandsættelse af fraflytningslejligheder hos afdelinger i København til de virksomheder, som var aktører på rammeaftalen (herefter Miniudbud 1).

Den 30. september 2014 annullerede Lejerbo København Miniudbud 1. Den 9. oktober 2014 udsendte Lejerbo København på ny budopfordring og betingelser for miniudbud vedrørende udførelse af istandsættelse af fraflytningslejligheder hos afdelinger i København (herefter Miniudbud 2).

Den 27. oktober 2014 valgte Lejerbo København på baggrund af Miniudbud 2 at indgå kontrakt med SANIVA Facility A/S.

Den 10. november 2014 indgav klageren, Hede-Hus Tømreren ApS, klage til Klagenævnet over indklagede, Almen-Indkøb v/ Lejerbo, vedrørende prisvægtningen i Miniudbud 2 og vedrørende annullation af Miniudbud 1.

Den 19. november 2014 sendte AlmenIndkøb v/ Lejerbo en ophævelse af de indgåede rammeaftaler om håndværkerydelser til Hede-Hus Tømreren ApS.

Klagenævnet afviste imidlertid klagen med følgende begrundelse:

”Hede-Hus’ påstande vedrører to miniudbud under AlmenIndkøbs udbudte rammeaftale, nemlig prisvægtningen under Miniudbud 2 og annullationen af Miniudbud 1. Klagen vedrører derimod ikke AlmenIndkøbs udbud af rammeaftalen eller ophævelsen af den rammeaftale, som blev indgået med Hede-Hus.

Klagen er indgivet den 10. november 2014. AlmenIndkøb ophævede den indgåede rammeaftale ved brev af 19. november 2014. Hede-Hus er som følge af ophævelsen ikke længere potentiel tilbudsgiver på de udbudte ydelser i henhold til rammeaftalen, og selskabet har derfor ikke længere en konkret og direkte interesse i at få klagenævnets stillingtagen til, om Almen-Indkøb har tilsidesat udbudsreglerne som anført i påstand 1 og 2”.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 12. oktober 2015, Hede-Hus Tømreren ApS mod AlmenIndkøb v/Lejerbo (Administrationsorganisationen), kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.