OK at kommune købte biler ind på en udbudt rammeaftale, selvom bilerne ikke levede op til et mindstekrav under udbuddet
Indkøbet indebar heller ikke, at der var tale om en ændring af rammeaftalen, der udløste ny udbudspligt. Klagenævnet vurderede således bl.a., at der ikke var tale om en generel fravigelse af mindstekravet, der ville have givet andre mulighed for at deltage i udbuddet.
Ved udbudsbekendtgørelse af 1. maj 2014 udbød Billund Kommune som offentligt udbud efter udbudsdirektivet en rammeaftale for køb af biler til kommunes hjemmepleje inklusive service-/vedligeholdelsesaftale samt garanteret tilbagekøbspris. Tildelingskriteriet var ”det økonomisk mest fordelagtige bud”.
Den 25. juni 2015 valgte Billund Kommune AT Biler A/S. Derefter indgav Jensen & Nørgaard A/S, Ejvind Larsen ApS og René Schröter A/S klage, men fik ikke medhold.
Klagenævnet bemærkede indledningsvist, at Klagenævnet ikke kan tilkende en part mere, end den har påstået, og ej heller at tage hensyn til forhold, som ikke er gjort gældende, jf. håndhævelseslovens § 10, stk. 1.
Påstand 1 angik, om Billund Kommune uretmæssigt havde ændret et grundlæggende element i udbuddet ved at indkøbe biler i gråmetal, selvom det fremgik af kravsspecifikationen, at bilerne som et mindstekrav skulle være i kongeblå.
Klagenævnet lagde indledningsvist vægt på, at det ikke var tale om en generel fravigelse af mindstekravet om kongeblå biler:
”Efter det foreliggende lægges det til grund, at den vindende tilbudsgivers leverandør bestilte de første 9 biler, der skulle leveres på rammeaftalen, i en forkert farve, at den vindende tilbudsgiver uanset dette var indstillet på at levere bilerne i en kongeblå farve, men at kommunen, der ikke kunne have forudset den anførte situation, accepterede levering af 9 biler i en bestemt anden metalfarve, nemlig metalgrå. Kommunen accepterede herved i dette omfang en fravigelse af det nævnte mindstekrav. Derimod kan det på det foreliggende grundlag, hvor der alene er sket levering af de 9 biler, ikke lægges til grund, at kommunen i videre omfang har accepteret at modtage biler i den nævnte farve eller i en anden farve end kongeblå i øvrigt. Der er således ikke sket en generel fravigelse af det pågældende mindstekrav.”
Herefter vurderede Klagenævnet, at indkøbet af de grå biler ikke indebar en ændring af rammeaftalen, der udløste udbudspligt, jf. de tre kriterier i sag C-454/06, Pressetext:
1) Der kan ikke uden udbud ske ændringer i en kontrakt, hvis ændringen ville have tiltrukket yderligere deltagere:
”Henset til, at der fortsat må antages at være et mindstekrav om kongeblå biler for så vidt angår det resterende flertal af de 25 biler, der skulle indkøbes under rammeaftalen, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at den anførte ændring i omtvistede udbudsforretning konkret ville have tiltrukket yderligere deltagere i udbudsproceduren.”
2) Der kan ikke uden udbud ske ændringer i en kontrakt, hvis ændringen ændrer kontraktens økonomiske balance til fordel for en leverandør på en måde, som den oprindelige kontrakt ikke gav mulighed for:
”Det kan ikke lægges til grund, at ændringen af den konkrete metalfarve på de leverede biler i nævneværdigt omfang har forrykket den økonomiske balance af udbuddet til AT Biler A/S’ fordel.”
3) Der kan ikke uden udbud ske ændringer i en kontrakt, hvis ændringen medfører en betydelig udvidelse af kontraktens eller rammeaftalens anvendelsesområde:
”Da der – uanset at der er tale om en efterfølgende delvis fravigelse af et mindstekrav – som sagen er forelagt heller ikke i øvrigt er grundlag for at fastslå, at ændringen af de 9 bilers farve skulle bevirke, at rammeaftalens karakter er væsentligt forskellig fra den oprindelige kontrakt, tager Klagenævnet allerede på den baggrund ikke de nedlagte påstande til følge.”
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 20. august 2015 (udbudsdirektivet), Jensen & Nørgaard A/S, Ejvind Larsen ApS og René Schröter A/S mod Billund Kommune, kan læses her.