Klager fik således ikke lov til at fremsætte nye påstande, idet behandling heraf ville forudsætte, at der blev indgivet en klage på ny.

Sagen udsprang af en tidligere kendelse fra Klagenævnet for Udbud, der vedrørte en rammeaftale udbudt af Moderniseringsstyrelsen. Her blev Moderniseringsstyrelsen anset for at have fastsat og håndhævet ulovlige udbudsbetingelser, hvorefter tildelingsbeslutning blev annulleret. Klagen var indgivet af Motus A/S, der efterfølgende nedlagde påstand om erstatning.

Ud over erstatningspåstandene fremkom Motus A/S med yderligere påstande, der blev udskilt til særskilt behandling. Påstandene gik ud på at få slået fast, at Moderniseringsstyrelsen ikke var berettiget til at anvende rammeaftalen, som var tildelt på et ulovligt grundlag.

Moderniseringsstyrelsen gjorde i den forbindelse gældende, at de nye påstande var udtryk for nye klagepunkter og ikke forbundet med påstanden om erstatning.

Klagenævnet fandt, at påstandene ikke angik forhold, der havde betydning for, om og i hvilket omfang Motus A/S havde krav på erstatning. Klagenævnet bemærkede i den forbindelse, at de i tidligere praksis havde tilladt, at der under den del af sagen, der angik erstatning, kunne fremsættes nye anbringender. De anbringender, der tillades fremsat, angik imidlertid forhold, der var af betydning for, om der kunne tilkendes erstatning for de overtrædelser, klagenævnet ved den materielle kendelse havde taget stilling til.

Påstandene blev på den baggrund afvist.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 14. september 2016, Motus A/S mod Staten v/ Moderniseringsstyrelsen, kan læses her.