Nedsættelse af støtte for husstandsvindmøller trådt i kraft

Ved en ændring af VE-loven i 2015 er støtten for husstandsvindmøller blevet nedsat via en aftrapningsordning. Ændringerne er nu trådt i kraft.

Ved ændring af VE-loven i 2015 blev støtten for vindmøller med en installeret effekt på 25 kW eller derunder, og som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation (herefter benævnt husstandsvindmøller), nedsat.

Nedsættelsen skete ved at indføre en aftrapningsordning, som gælder for nye husstandsvindmøller. Aftrapningsordningen består af:

  • en støtteordning med puljer på 1 MW pr. år i perioden 2016-2019, dvs. i alt 4 MW.
  • en støtteordning for 2020, som ikke er begrænset af en pulje.

Med aftrapningsordningen nedsættes den gældende afregningspris på 250 øre pr. kWh for husstandsvindmøller med en installeret effekt på 10 kW eller derunder og 150 øre pr. kWh for husstandsvindmøller med en installeret effekt på over 10 kW til og med 25 kW.

Afregningsprisen reduceres gradvist år for år med henholdsvis 38 øre pr. kWh og 18 øre pr. kWh for nye husstandsvindmøller, første gang den 1. januar 2016. Afregningsprisen vil således ende på 60 øre pr. kWh i 2020 uanset husstandsvindmøllens installerede effekt.

Samtidig er det i loven fastsat, at det er den samlede installerede effekt af vindmøller tilsluttet i forbrugsinstallationen, som bruges til beregning af vindmøllens installerede effekt og dermed til fastsættelse af afregningsprisen.

Med aftrapningsordningen nedsættes også støtteperioden fra 20 år til 12 år. Støtten ydes således for vindmøller, som omfattes af aftrapningsordningen, i 12 år fra nettilslutningstidspunktet. Det er den støtte, som gælder på tidspunktet for Energinet.dks tilsagn, som ydes i 12 år.

Der skal fortsat ansøges om tilsagn om støtte for elektricitet fra nye husstandsvindmøller inden projektets påbegyndelse.

Bekendtgørelse nr. 82 af 24. januar 2017 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.